Microsoft har en lang, drøj og frugtesløs historik med at få sit flagskibssoftware, styresystemet Windows, til at fungere på andet end pc-hardware.
Lige siden Microsoft i 1996 forsøgte sig med Windows CE, en særlig kompakt version af Windows-styresystemet tiltænkt mobiltelefoner og lommecomputere, har selskabet døjet med at få hardware, udviklere og software til at spille sammen om en platform, der kan udnytte mobil hardware – de særlige ARM-baserede processorer.
Listen over kuldsejlede forsøg fra Microsoft er lang: PocketPC, Windows Mobile i alle sine afskygninger, Windows Phone 7 og 8 samt Windows RT og alle deres afløsere er alle så godt som stendøde i dag.
Næste forsøg i rækken, Windows 11 for ARM, spås dog en anderledes lys fremtid – i alt fald ifølge selskabet selv.
Forrygende performance
Ved et event i selskabets amerikanske hjemstat, Seattle, lader kilder fra Microsoft overfor tech-mediet The Verge forstå, at den næste generation af hardware og Windows-software vil løfte barren så højt, at det vil føre til gennembrud.
Ydelsen vil være så høj, at en Windows-maskine, vil kunne slå Apples fyrige og yderst strømeffektive M-processorer, når det gælder både vanlige CPU-opgaver, men også den voksende skare af AI-opgaver til pc’er.
Nøglen til Microsofts nye selvsikkerhed ligger i et samspil mellem den ARM-baserede Qualcomm Snapdragon X Elite processor og et såkaldt ’oversættelseslag’, der kan tolke traditionel program-kode møntet på Windows til noget, som ARM-processorer kan bearbejde effektivt.
Det er en lignende strategi, som Apple er lykkedes med sit oversættelseslag ’Rosetta 2’, der siden 2020 har gjort selskabets egenudviklede M-processorer yderst effektive og højtydende i forhold i forhold til traditionelle processorer fra Intel.
Ifølge interne dokumenter skulle Microsoft dog ikke bare matche Apple - Windows AI PC’er skulle tilbyde ’en hurtigere app emulation end Rosetta 2’ lyder det.
Skred i udviklingen
Det er dog langt fra første gang, at Microsofts har forsøgt sig med at oversætte Windows-app til at kunne afvikles med ARM-baseret hardware.
Tidligere var oversættelsen først møntet til 32-bit Windows programmer (x86-apps), med varierende held, som Computerworld ved selvsyn oplevede med Surface Pro X tilbage i 2020.
Nu skulle de nyeste og mest avancerede apps, dem baseret på Windows 64-bit arkitektur (x64-apps) nu spille gnidningsfrit med Windows 11 for Arm, som Microsoft har arbejdet på de seneste par år.
Den største gevinst kommer dog, når udviklere tilpasser deres programmer direkte til ARM64-arkitektur og helt undgår behovet for et oversættelseslag.
Her sker der også skred, eksempelvis ved, at både Google Chrome og Firefox nu tilbydes i ARM64 versioner, mens Adobe tilbyder ARM64-understøttelse af dele af sin CC-pakke (Photoshop og Lightroom).
Af øvrige notesværdige apps, der allerede nu optræder i ARM-optimerede versioner kan nævnes: Microsofts 365 kontorpakke, indbyggede Windows 11 apps samt Teams, Zoom, Powertoys, Instagram, Twitter, Netflix, Amazon Prime, VLC med flere.
Et afgørende spørgsmål ligger i hvilket omfang spil vil kunne afvikles optimalt – eller bare overhovedet.
Danskstiftede Unity, som i dag tilbyder udviklingsplatform til store dele af spil-markedet er klar med en betaversion af sin runtime Windows ARM-understøttelse.
Først til forbrugerne
En bemærkelsesværdig detalje ved Microsofts udrulning af den reviderede ARM-understøttelse er, at det bliver mere forbrugerrettede enheder, der bliver først med de nye processorer.
Hvor Microsoft allerede nu er klar med sin 2024-kollektion af Surface-enheder til virksomheder, er den forbrugerrettede kollektion sat til at debutere i begyndelsen af sommeren.
Hvorvidt forbrugerne bliver prøvekaninerne, der skal få glæde – eller mange på samme - af samspillet mellem Qualcomms nye cpu og Windows 11 er uvist, men det ændrer ikke ved, at Microsofts har tilvalgt Intel fremfor Qualcomm til sin seneste portefølje af forretningsprodukter.
Qualcomm processoren har dog allerede nu vist, at potentielle software-gnidninger kan blive opvejet af imponerende ydelse.
Flere lækkede test har til dato vist, at Elite X processoren ikke vil savne kræfter – den overhaler her både Intels nyeste Core Ultra chips og Apples M2-processorer.
Vigtigst for eventuelle forbrugere er dog udsigten til, at spil skulle kunne fungere. Ifølge Qualcomm skulle 3D-spil ’bare fungere’, hvilket dog først skal bevises i praksis.
Funktion | Windows 11 | Windows 11 for ARM |
---|---|---|
Ydelse | Forventes at have høj ydelse på traditionelle CPU-opgaver samt AI-opgaver. | Forventes at have en revolutionerende ydelse på ARM-processorer, der kan matche eller overgå Apples M-processorer. |
Kompatibilitet | Kan køre de fleste traditionelle Windows-programmer. | Forventes at kunne køre både x86- og x64-programmer ved hjælp af et oversættelseslag. |
App-understøttelse | Bredt udvalg af apps tilgængelige, herunder ARM-optimerede versioner af flere populære apps. | Større fokus på at tilbyde ARM-optimerede versioner af apps, men stadig afhængig af udviklerstøtte. |
Tilgængelighed | Tilgængelig på en bred vifte af hardware, herunder Intel- og AMD-processorer. | Forventes at blive lanceret på specifikke ARM-baserede enheder, med forbrugerrettede produkter muligvis tilgængelige først. |
Fremtidig retning | Videreudvikles som det primære Windows-styresystem til stationære og bærbare computere. | Kan muligvis repræsentere fremtiden for Windows på mobile enheder og hybridenheder. |