Wikileaks-stifteren Julian Assange har kun en enkelt chance tilbage i det engelske retssystem, som kan forhindre, at han bliver udleveret til retsforfølgelse i USA, hvor han står til livsvarigt fængsel for at afsløre tusindvis af hemmeligtstemplede amerikanske dokumenter. Det skriver The Guardian.
Tirsdag og onsdag foregår der en sidste retshøring i London, hvor dommere i en appelsag skal tage stilling til, om udleveringen af Assange til USA kan finde sted.
Ifølge Assanges kone vil han være på vej til USA inden for få dage, hvis Assange taber appelsagen.
Udleveringen blev besluttet i juni 2022 af daværende indenrigsminister og nuværende premierminister Priti Patel.
Assange står i USA anklaget for publicering i 2010 af tusindvis af hemmeligtstemplede dokumenter fra det amerikanske diplomati og militær, som den amerikanske whistleblower Chelsea Manning havde fået fingre i.
Assange har opholdt sig i det topsikrede engelske fængsel Belmarsh i de seneste næsten fem år, efter han 11. april 2019 blev arresteret af det britiske politi.
Det skete under stor tumult på Ecuadors ambassade i London, hvor Assange havde søgt tilflugt i 2012 for at undgå at blive udleveret til Sverige i en sag om seksuelt overfald.
Denne sag er siden blevet droppet.