Klodens mest udbredte styresystem, Googles Android, slippes nu ud i version 14.0
Efter lidt længere ventetid end sædvanligt, er søgegiganten nu klar med en ny aftapning, hvor der bydes på større grad af brugertilpasning, mens der hældes stadigt flere AI-drevne funktioner i styresystemet, der skal gøre livet lettere for mobil- og tabletbrugerne.
Få overblikket over Android 14’s største nyheder herunder.
Bedre driftstid og ydelse
Blandt de største nyheder er forbedret driftstid. Med Android 14 rydder Google mere effektivt op i de processer, der bruger af styresystemets ressourcer og dermed bruger strøm.
På det tekniske plan forgår det ved at fastfryse cached apps, optimere data-broadcasts og minimeret hukommelsesforbrug fra Android Runtime.
Det skulle give længere tid mellem opladningerne, mens du nu igen får mulighed for at få overblik over, hvad der er gået af skærmtid siden sidste opladning – en feature der forsvandt med Android 12.
Optimeringerne giver også små performance-gevinster med op til 30 procent hurtigere opstart af apps, på enheder med 12 gigabyte hukommelse.
Skræddersyet look
Google giver endnu rigere mulighed for at skræddersy looket på ens telefon. Det kan du nu gøre ved at benytte Ultra HDR-fotos, som kan funkle på din låseskærm eller i stedet ty til et sort/hvid look.
De billeder du bruger som baggrundstapet kan nu få en AI-skabt 3D-effekt, så de bevæger sig let, når du betjener mobilen eller tabletten – en såkaldt ’parallax’ effekt.
Du kan også få Googles kunstige intelligens til at generere helt unikke baggrundsbilleder ud fra dine tekst-prompts. Indtil videre er funktionen dog kun tilgængelig på selskabets Pixel-telefoner.
Systems tekstfonte kan nu også gøres væsentligt større end hidtil, op til max 200 procent mod 130 tidligere, mens skaleringen mellem apps og teksttyper er mere ensartet.
Samtidig byder Android 14 på flere tilpasning til større displays, så skærmarealet på din Android-tablet eller foldbare mobil udnyttes bedre.
HDR-fotos og lyd
Android 14 understøtter nu 10-bits HDR-fotos samt et nyt ’Ultra HDR Image format’, som er bagudkompatibelt med det udbredte JPG-format.
Lydmæssigt banes vejen også for at tilbyde høj-definitions lyd med understøttelse af lossless lydformater, som kan afspilles igennem kablede USB-C headsets
Det nye styresystem byder på udvidede ’Camera Extensions’ tilføjelsesprogrammer, der nu kan arbejde med større filer over længere tid end hidtil. Det gør det muligt at tilbyde mere regnetunge algoritmer til at fjerne støj og øge skarpheden i blandt andet lavlys-fotos, skriver Google.
Ny sundhedscentral
Android 14 byder nu på sundhedsapp’en Health Connect, som samler over 40 forskellige sundheds- og træningsoplysninger fra sundhedstrackers og fitness-udstyr i en oversigt.
Flere end 50 eksisterende apps understøtter allerede nu Health Connect, mens hundredvis af øvrige apps kan dele et udvalg af oplysninger med app’en.
App’en vil løbende blive opdateret igennem Googles Play butik.
Sådan kan du få Android 14
Google Android 14 er tilgængelig på alle Pixel enheder fra Pixel 4 generationen og nyere. Denne hentes inde i indstillings-app ’en under ’Enhed’ og ’softwareopdatering’. Systemet vil gøre dog opmærksom på, om der er en overhaling tilgængelig.
Telefoner og tablets fra øvrige Android-producenter som Samsung, OnePlus, Xiaomi og Nokia vil begynde at få opdateringer senere på året, lyder det.