2019 var i virkelighedens verden det sidste normale år inden kriserne faldt over hinanden med pandemi, invasion og løbske energipriser.
Men følge Philip K. Dick var verden anno 2019 en forsømt udørk.
Måske fordi Dick skrev sin fortælling ”Drømmer androider om elektriske får” i 1968. Altså på bagkant af et årti, der begyndte smukt og optimistisk, men endte i krig, misbrugståger og forsømte nøglebørn.
Dystopien fik i 1982 nyt liv, da Ridley Scott omsatte den til filmen ”Blade Runner,” og hvis folk i 1980’ere ikke allerede var smådeprimerede over kold krig, lave lønninger og en forestående atomvinter, kunne ”Blade Runner” da godt presse stemningen yderligere ned.
Men nu sætter en lang række danske biografer igen den klassiske Blade Runner på plakaten hen over efteråret i final cut-udgaven.
Nogle af de første visninger finder sted i Cinemateket i København, hvorefter filmen bliver vist i for eksempel Format Bio i Ballerup og Scala i Svendborg.
Handlingen er henlagt til et smadret Los Angeles, hvor androider tager sig af al det beskidte arbejde, mens mennesker med fornuft og penge på lommen længst er forduftet til rumkolonierne.
Harrison Ford spiller Deckard, en såkaldt blade runner, som ”terminerer” udtjente androider eller replikanter, som de kaldes i filmen.
Da syv replikanter stikker af, sætter Deckard efter, men under jagten forelsker han sig i et af de kunstige mennesker, og hvad gør man så?
Filmen blev blandt andet kendt for sin dødsmonolog, hvor en hvidhåret Rutger Hauer fabulerer om synet af The Tannhauser Gate; et sted i det ydre rum, der ganske vist er fri fantasi, men navnet blev hængende i sci-fi-kredse.
”Blade Runner” fik sit eget melankolske eftermæle og står i dag som et af filmhistoriens største sci-fi værker, selv om få i datiden helt fangede dybden i Scotts smukke filmatisering.
Desuden var der udbredt utilfredshed med Vangelis synthesizere på lydsiden, om end musikken i dag står som et velvalgt, klangfuldt ekko af 80’ernes cyberpunk.
Samlet er der dog slet ingen tvivl om, at filmhistorien står i stor gæld til Blade Runner, og man kan se tydelige spor efter filmen i værker som for eksempel ”Terminator” og ”The Matrix.”
Titel: Blade Runner: The Final Cut - Cin Præs. 2023.
Cinemateket 29. oktober. Derefter i flere biografer landet over.