Microsofts eget binære dataformat bliver droppet som standard til fordel for XML i kontorpakken Office 12, skriver Cnet.
XML, også kendt som Extensible Markup Language, bliver i stigende grad brugt af erhvervslivet, og Microsoft slår på, at dataformatet vil gøre det muligt for brugerne at hente data fra forskellige dokumenter uden at åbne filerne.
Det nye dataformat vil blive brugt i Word, Excel og Powerpoint. Ifølge Microsoft vil også filstørrelserne bliver mindre med de nye formater.
Brugerne vil få mulighed for at fravælge XML, men det bliver standard i alle tre programmer, når Office 12 rammer gaden i anden halvdel af 2006.
Microsoft vil gøre et program tilgængeligt, som brugerne af Office 2000 og senere udgaver kan benytte til at arbejde med de nye formater.
Softwaregiganten har tidligere offentliggjort XML-skemaer, som gør det muligt for andre producenters programmer at udveksle dokumenter med Office-pakken.
Microsoft tog dog patent på skemaerne sidste år, men selskabet lover, at de vil blive gjort gratis tilgængelige for offentligheden.
- Åbne filformater fortsætter vores politik med at tilbyde XML-skemaer i en åben, royalty-fri licens, siger Takeshi Numoto fra Microsoft til Cnet.
Skiftet til XML betyder, at filnavnene ændres i den nye udgave af Office, så dokumenter får endelserne ".docx", ".xlsx" og ".pptx".