It-firmaet Cwdsl overtog aktiviteterne, da det konkurrerende bolignet-selskab Digginet gik konkurs for to måneder siden, men har nu skilt sig af med hovedparten af de medarbejdere, der fulgte med.
Computerworld har talt med nogle af de berørte, som oplyser, at ni ansatte har forladt Cwdsl, der er et søsterselskab til firmaet Comware.
Heraf er fem tidligere Digginet-ansatte, der er blevet fyret, mens andre har valgt at gå i sympati.
Afviser rygter
Hos Cwdsl bekræfter administrerende direktør Peder Broager, at selskabet har skilt sig af med medarbejdere, men han kan ikke genkende tallene eller rygterne om, at selskabet har økonomiske problemer.
- Vi har afskediget tre af dem, fordi vi havde redundans (gentagelse, red) i forhold til spidskompetencer, og så er der et par stykker, der har valgt at følge med, siger Peder Broager.
Ifølge ham er der fortsat 17 ansatte tilbage i virksomheden.
Både Cwdsl og Digginet arbejder med at levere internet, tv og telefoni til boligforeninger, et marked i kraftig vækst.
Mister storkunde
Cwdsl overtog omkring 4.500 kunder, da selskabet i marts købte alle aktiviteter af Digginet, der gik konkurs, fordi økonomien skrantede i søsterselskabet Købke & Grundsøe.
Problemerne har fået en af de store kunder, boligforeningen Gadehavegård i Høje-Taastrup, til at forlade selskabet til fordel for konkurrenten Comx.
- Det skete, fordi en af de medarbejdere, der er holdt op herude, ikke evnede at fortælle, at vi skulle stille en bankgaranti på et meget lille beløb, lyder forklaringen fra Peder Broager.
Ifølge administrationsselskabet Domea skifter Gadehavegård dog til Comx 1. juli, fordi Digginet ikke leverede et ordentligt produkt.
Hertil kommer, at administrationsselskabet nu har fået en rykker fra Viasat, fordi Digginet ikke havde betalt de nødvendige programafgifter.
Forsvarer økonomien
Ifølge Peder Broager har økonomien været trængt i Digginet, men det er ikke sagen i hverken Cwdsl eller Comware, som overtog aktiviteterne.
Han føler sig i stedet ramt af de personer, der nu har forladt Cwdsl.
- Det er ondsindede rygter, og der er sket det, at de personer, der har forladt virksomheden, har været så elskværdige at ændre administrator-passwords. Jeg har måttet ture rundt til så mange kunder efter det her for at berolige dem, siger Peder Broager.
Ifølge ham har selskabet en stor investor i ryggen samtidig med, at der er skaffet penge fra Siemens Finans. Han ønsker ikke at oplyse navnet på investoren.
Han oplyser samtidig, at Cwdsl foruden de 4.500 kunder fra Digginet har omkring 7.500 bolignetkunder i eget regi, som i dag får internet eller telefoni. Igen ønsker han dog ikke at oplyse navn på nogen af kunderne.