Trods et nederlag i EU's Ministerråd kæmper et flertal i det danske Folketing videre for at sikre en opblødning af det omstridte direktivforslag om softwarepatenter, som nu ligger i Europa-Parlamentet.
På et møde i Europaudvalget fredag blev et flertal ifølge Anne Grete Holmsgaard (SF) enige om at få erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) til at bakke op om et forslag fra Parlamentets ordfører, Michel Rocard.
De har fremlagt et forslag til beretning, som dog først endeligt vedtages i næste uge.
Kompromisforslaget fra Michel Rocard forsøger at ændre direktivforslagets tekst, så det står klart, at man ikke kan patentere rendyrket software.
Samtidig skal det sikre interoperabilitet, så forskellige systemer kan tale sammen trods patenter.
Blandt andet har Michel Rocard ændret direktivets overskrift fra at bruge ordet "computerimplementerede" til "computerstyrede" for at understrege, at det kræver et teknisk bidrag, hvis et produkt skal kunne patenteres.
- Jeg mener faktisk, at det er et meget fornuftigt kompromis, han går efter. Det er ikke et forslag, der helt siger nej til at patenter, og man kan godt stadig patentere tekniske opfindelse med computerstyring, siger Anne Grete Holmsgaard.
Michel Rocard forhandler om direktivforslaget med det luxembourgske EU-formandskab, og det er her, at Danmark med sin holdning kan påvirke forhandlingerne.
Det er dog langt sværere at ændre i teksten nu, efter at den blev endeligt vedtaget i EU's Ministerråd for nylig. Her har Bendt Bendtsen senere været til samråd, fordi flere partier mener, at han ikke udnyttede muligheden for at få forslaget til ny forhandling.
Nu er direktivforslaget i stedet til andenbehandling i Europa-Parlamentet, hvor der kræves absolut flertal.
- Det har en rimelig chance, men der er ingen tvivl om, at andenbehandlingen er meget svær, og den kristendemokratiske og konservative gruppe er tilsyneladende ikke helt enig om det her, mener Anne Grete Holmsgaard.
En endelig vedtagelse af ny lovgivning inden for softwarepatenter kræver, at et flertal af de europæiske regeringer bakker op om Europa-Parlamentets forslag.