Agenter fra det amerikanske forbundspoliti ransagede onsdag hjemmene hos 10 personer, som var involveret i websitet Elite Torrents. Politiet tog samtidig kontrol over gruppens server, skriver Reuters.
Serveren har blandt andet været med til at distribuere piratkopierede udgaver af den nye Star Wars-film, før den fik premiere i biografen.
Netværket var baseret på teknologien Bittorrent, som i løbet af få år er blevet den mest populære fildelingsteknologi. En undersøgelse har tidligere anslået, at en tredjedel af al nettrafik stammer fra Bittorrent.
Første gang
Ifølge de amerikanske myndigheder er det første gang, at de slår til mod piratkopiering foretaget ved hjælp af Bittorrent.
Ifølge dem blev blandt andet Star Wars-filmen på et enkelt døgn hentet 10.000 gange gennem siden, som havde 133.000 medlemmer og 17.000 film.
Myndighederne mener, at den seneste aktion sender et klart signal om, at piratkopister ikke kan gemme sig bag ny teknologi.
Bittorrent-teknologien gør det muligt for brugerne at hente filer fra hinandens computere, men det kræver links, som offentliggøres på centrale websider. Typisk bruges også en central server, der dirigerer trafikken, og det er her, at myndighederne nu har slået til.
Den amerikanske filmindustry har tidligere lukket mindst fem Bittorrent-netværk gennem retssager og erstatningskrav mod folkene bag.