Regnskabsprincipperne hos Sonofon har betydet, at egenkapitalen er væk hos mobilselskabet CBB Mobil, som blev købt af Sonofon for 130 millioner kroner i april 2004.
Derfor har Sonofon nu sendt 30 millioner kroner til CBB Mobil for at genoprette økonomien.
- De tidligere ejere bogførte på en anden måde omkring kreditering og aktivering af kunder. Da vi købte CBB og lavede det om til vores bogføring, betød det en negativ egenkapital, siger kommunikationsdirektør Karin Skjødt Hindkjær.
Ikke noget dårligt resultat
Hun afviser således, at der er tale om, at CBB Mobil kom ud af 2004 med et dårligt resultat.
Ifølge Sonofon har selskabet hele tiden vidst, at CBB Mobil bogførte på en anden måde. Pengene er først blevet tilført selskabet nu, fordi man ville afvente nye regnskabsregler og gøre det hele i én ombæring.
Konkurrenten Telmore røg i øvrigt ind i samme problemstilling, da selskabet blev købt af TDC.
Opkøbet betød nemlig, at Telmore ikke længere kunne afskrive omkostninger til kundeoprettelser over flere år, men skulle afskrive dem med det samme. Sådan gør man i TDC-koncernen.
Ifølge Telmore udgjorde det en forskel på 10 millioner kroner på bundlinjen i selskabets årsregnskab.