Bravida, som blandt andet leverer tele- og datakommunikation til erhvervslivet, er klar til at snuppe en større del af markedet, efter en konkurrenceklausul ikke længere forhindrer selskabet i det.
Det er nøjagtigt tre år siden, at teleaktiviteterne i form af Semco Telecom blev solgt fra til Flextronics. Bravida bygger i høj grad på Semco Danmark, som blev købt i 2002.
- Der var en konkurrenceklausul, som betød at vi ikke længere måtte lave den aktive del af netværket, kun selve kablingsdelen. Den konkurrenceklausul er faldet væk, og det betyder, at vi igen kan lave totalløsninger, siger administrerende direktør, Jesper Haugaard.
Efter flere år med store underskud fortæller Jesper Haugaard, at Bravida i 2004 fik et overskud på 40 millioner kroner. Selskabet har i Danmark knap 2.000 ansatte, som installerer el, vvs og ventilationsanlæg.
Øge fokus
Nu kommer der mere fokus på it- og netværksområdet.
- Det er et uhyre interessant område, for det kræver noget mere teknologisk viden end bare at trække kabler. Det er der, vi gerne vil udnytte vores kompetence og lave noget, der er lidt mere sofistikeret, siger han.
Satsningen på det nye område, hvor Bravida igen vil installere routere, switches og omstillingsborde i større virksomheder og ikke nøjes med at trække kabler, ventes at sætte yderligere skub i forretningen.
- Vi har været afskåret fra at lave den intelligente og sjove it-del, men det kan vi igen komme forbi. Vi forventer, at det både får betydning for indtjeningen og omsætningen, siger Jesper Haugaard.
Frasalg samlet igen
Den nye satsning fra Bravida kommer samtidig med, at Flextronics Network Services netop har annonceret, at selskabet vil slå sig sammen med den norske netværksleverandør Telavie.
Telavie bygger på Bravida Telecom, som blev solgt fra i begyndelsen af året og beskæftiger sig med den eksterne infrastruktur i form af nedlægning af fiberkabler. Da Flextronics Networks Services samtidig er baseret på Semco Telecom, er der tale om, at to tidligere Bravida-enheder nu samles i samme selskab.
Her er indgået en ny konkurrenceklausul, så Bravida i to år efter frasalget af Bravida Telecom ikke må beskæftige sig med transmissions-fiberløsninger og store kommuneløsninger.