Mere end 20 års udvikling af et tv-infosystem til hoteller, fængsler og hospitaler verden over giver nu gevinst hos det danske it-selskab 2M Electronic.
Selskabets stifter og hovedaktionær, Benny Mieritz, har solgt selskabet til samarbejdspartneren Locatel Europe Group.
Købsprisen for selskabet med 35 ansatte er "et tocifret millionbeløb større end 50".
- 2M bliver fremover teknologicenter for koncernen. Det vil sige, at udviklingsaktiviteterne bliver styrket væsentligt og placeret i Danmark, fortæller salgsdirektør Lars Melvin Scharf.
2M Electronic har udviklet sin egen totalløsning, som gør det muligt ikke bare at se betalings-tv på sit tv på hotelværelset, men også høre musik, modtage beskeder fra receptionen og gå på nettet.
Produktet er blevet leveret som et OEM-system til Locatel Europe Group, der har solgt det til slutbrugerne, som er hoteller, hospitaler og fængsler verden over.
Nu vil Locatel med i alt 250 ansatte imidlertid gerne have teknologien i eget hus.
- I den langsigtede globale ekspansion, vi har planlagt, spiller 2M Electronic en afgørende rolle, udtaler Xavier Negiar, topchef for Locatel Europe Group.
Ifølge 2M Electronic har flere konkurrenter tidligere været ude med tilbud.
- Det er ikke det første tilbud, vi får, men hensynet til specielt medarbejdere har langt overskygget pengene, der har kunnet være i det, siger Lars Melvin Scharf, der også selv er aktionær i 2M.
2M Electronic blev stiftet af Benny Mieritz, der som nyuddannet ingeniør startede selskabet op i 1982. Ifølge selskabet har det i dag leveret sit system til 2.500 hoteller og mere end 450.000 hotelværelser verden over.
Virksomhedens ejere, Benny Mieritz og Lars Melvin Scharf, bliver betydelige aktionærer i Locatel Europe Group, men vil begge fortsætte i samme positioner, som de har nu.