Efter utallige lækager og gætterier blev de præcise detaljer om Microsofts bud på en næstegenerations-spilkonsol, Xbox 360, torsdag aften præsenteret i et program på musikkanalen MTV.
Spilkonsollen kommer på markedet inden jul, og Microsoft håber dermed at sikre sig et forspring til den helt store konkurrent, Sonys Playstation 3, som først ventes på markedet næste år.
For den nuværende generation af spilkonsoller sidder Sony på langt den største del af markedet, og Microsoft har tabt tocifrede milliardbeløb på sin spilafdeling.
For den næste generation får Sony dog kamp til stregen.
Spillene til Xbox 360 er i høj opløsning (720p og 1080i med anti-aliasing) og 16:9-bredformat, og det er selvfølgelig med surroundsound. Der kan tilsluttes fire trådløse controllere.
Xbox 360 er udstyret med en særlig Powerpc-baseret processor fra IBM. Den har tre processorkerner, hver med en frekvens på 3,2 gigahertz. Hver kerne kan klare to programtråde, og processoren har en megabyte L2-cache.
Der sidder en 20 gigabyte harddisk i Xbox 360, og den kan udskiftes til noget større, hvis man skulle få lyst. Spil og film skal proppes i et 12x DVD-ROM-drev, og man kan rippe musik til harddisken.
Xbox 360 er klar til at komme på nettet med Xbox Live, så snart den er pakket ud. Der er indbygget Ethernet-port, og maskinen er forberedt på trådløst netværk efter 802.11a/b/g-standarderne. Man kan også tilslutte videokamera, og der er to USB 2.0-porte samt to porte til hukommelseskort.
Denne artikel stammer fra PC World
Relevante link