Anmeldelser til politiet af hackerangreb mod danske virksomheder steg i 2022 med 64 procent i forhold til året før.
Det viser en aktindsigt, som organisationen SMVdanmark har indhentet hos Rigspolitiet.
Det skriver Ritzau.
Selv om den store stigning er enorm, kommer det ikke bag på konsulent i SMVdanmark Lasse Lundqvist:
"Det er egentlig ikke overraskende, for hver gang vi spørger virksomhederne, hvor udbredt hackerproblemet er, stiger andelen mere og mere år for år."
I alt blev der sendt 2.075 anmeldelser om hackerangreb afsted fra de dansek virksomheder i 2022.
Stigningen skyldes, mener Lasse Lundqvist, at cyberkriminelle i den grad har fået øjnene op for de små og mellemstore virksomheder, der ofte ikke har en tilstrækkelig beskyttelse af deres digitale forretning.
Det gør SMV'erne til lette mål for de cyberkriminelles digitale angreb.
SMVdanmark peger i øvrigt på, at skønt det store antal anmeldelser, så kan der være et mørketal, da mange virksomheder af forskellige årsager undlader at anmelde angreb.
Hvis det skal ændre sig, mener Lasse Lundqvist, kræver det, at virksomhederne ser, at de anmeldte hackerangreb bliver løst af politiet.
Dét og så naturligvis et løft af virksomhedernes egen indsats på cybersikkerhedsområdet.