Mens danskerne torsdag - og i høj grad fredag - har holdt fri, nydt solen, og sat sig foran hjemme-pc'en, fortsætter virussen Sober.p med at sprede sig i lyntempo.
Ifølge sikkerhedsfirmaet Softscan har virussen fredag ramt tæt ved 30.000 brugere i timen ved at lokke med gratis billetter til VM i fodbold, og marketingansvarlig Bo Engelbrechtsen frygter, at det vil fortsætte hen over wekeenden.
- Den sidste time mellem 12 og 13 har været den mest aktive af den her virus nogensinde. Når der kommer fridage, og folk sidder derhjemme og leger med pc'en, så får den lidt momentum, siger han.
Dermed har Sober.p fastslået sin status som den værste virus i 2005 på trods af, at den ikke bringer så meget nyt på banen - bortset fra tilbuddet om VM-billetter.
Allerede mandag aften var antivirusfirmaerne klar med en opdatering mod virussen, men det er åbenbart ikke gået op for mange pc-brugere.
- Sober har været der længe i forskellige varianter. Den her kommer bare på det rigtige tidspunkt. Der er gået seks måneder siden det sidste store angreb, og der er sket det, at mange folk har glemt sikkerheden, mener Bo Engelbrechtsen.
Her gør fridagen sit til at gøre det værre, fordi hjemme-pc'er typisk er langt dårligere beskyttede end pc'erne på en arbejdsplads, hvor der er sikkerhedspolitikker, overvågning og automatiske opdateringer.