Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Siden iPod og mp3-musikken tog over, efterfulgt af mobiltelefoner og streaming-tjenester, er salget af CD'er gået støt ned. Det er engang altdominerende medie er endda blevet overhalet af de gamle vinylplader de senere år.
Men nu sker der noget. CD'erne er tilsyneladende ved at være nået det magiske stadie, hvor de i stedet for at være uddaterede og irrelevante har passeret tærkslen til at være retro-cool og hipster-smarte.
En lille stigning er stort
Ifølge branchen-sitet MRC Data er der for første gang siden 2004 sket en stigning i salget af CD'er. En stigning på blot én procent, som i øvrigt direkte kan tilskrives det seneste Adele-album, men trods alt en stigning. Og det er nok til at blandt andet musikmagasinet Rolling Stone nu erklærer, at CD'en har fået en revival.
Også på det populære site for brugt musik. Discogs, er der registreret en stigning. Sidste år blev der solgt 3.7 millioner CD'er på sitet, hvilket er en stigning på 8,8 procent sammenlignet med det foregående år, og det tegner ikke til at tallet bliver mindre i år. Stigningen var endda større i 2020, så er der tydelige tegn på at interessen er stigende, hvilket dog er en generel tendens for de fysiske medier. Salget af LP'er steg samme år med 41 procent på sitet.
De unge fører an
Musikbutikkerne ser ligeledes en stigning, og der er ikke blot de gamle klassikere, der bliver solgt til midaldrende musiknørder, men helt nye titler fra hitliste-kunstnere, der sælges til teenagere, der glædeligt fremviser deres CD-samling på TikTok. Carl Mello fra Newbury Comics, en uafhængig musikkæde fra New England fortæller musiksitet Pitchfork, at CD-salget er steget 15 procent det seneste år.
Hvordan har du det selv med CD-formatet. Har du glædeligt vinket farvel til det, har du altid brugt det, trods nye musikkilder, eller er du klar til at springe på en ny CD-bølge? Skriv din kommentar herunder.