Arbejdsløsheden blandt ingeniører er på retur. Siden februar er ledigheden faldet fra 6,2 til nu 5,0 procent ledige, og tallet fortsætter med at falde.
Det viser nye tal fra Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse, IAK. Alene den seneste måned er 220 ingeniører kommet i arbejde, og tallet fortsætter med at falde.
Lars Bytoft Olsen, formand for Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, tolker tallene som tegn på, at virksomhederne igen tør investere i fremtiden.
Blandt de hårdest ramte grupper af ledige er imidlertid ingeniører inden for it og data med en ledighedsprocent på 9,6 ? og kun overgået af ingeniører inden for miljø og planlægning med en ledighed på 10,2 procent.
It-dilemma
Paradoksalt nok er det også inden for it og data, at enkelte virksomheder ifølge ingeniørforeningen taler om mangel på ingeniører.
- Det er et interessant dilemma. Dem, virksomhederne alle sammen gerne vil have, er dem på 25 år, der har ti års erfaring og ikke skal have noget i løn, siger formand Lars Bytoft Olsen fra IDA.
Han henviser til, at de ledige it- og dataingeniører fortrinsvis er de seneste to til tre års nyuddannede ingeniører og gruppen af ingeniører over 55 år.
- Virksomhederne er desværre fortsat stadig tilbageholdende med at ansætte nyuddannede til trods for, at vi kan se af lønstatistikken, at de unge stiger hurtigt i løn og udfylder pladsen efter ganske kort tid, siger Lars Bytoft Olsen.
Pres på lønskruen
Ifølge formanden er virksomhederne selv nødt til at gøre noget for at udvide antallet af velkvalificerede og erfarne ingeniører ved også at satse på de nyuddannede.
- Jeg kunne være glad, fordi det giver højere lønninger til ingeniørerne. Men det gælder om at få gang i de nye, så de kan begynde at høste noget erfaring. Det der med at headhunte på kryds og tværs fører ikke rigtig til øget beskæftigelse, siger formand Lars Bytoft Olsen.
Ifølge Lars Bytoft Olsen er især selskaberne inden for mobiltelefoni flittige til at få genansat ingeniører ? som det er sket i Nordjylland efter et par lukninger af større arbejdspladser for ingeniører ? men også til at headhunte fra de andre. Og dermed også til at sætte pres på lønskruen.
I alt 2.939 ingeniører er i dag ledige. Det er knap to år siden, i februar 2003, at ledigheden sidste gang var under 3.000. 1.411 ingeniører har været ledige i mere end ét år.