Der er et par ting man skal krydse af sin tjekliste inden man går i gang med Atomicrops, for dels skal man være villig til at give et spil en chance der blander genrer på kryds og tværs, og dels skal man være villig til en grafisk stil og opsætning der kombinerer det naturlige med det helt skæve.
I Atomicrops tråder man således i støvlerne på en amatør-landmand, hvis daglige rytme består i at plante afgrøder, sørge for at de får vand, holde skadedyr på afstand og sælge afgrøderne på det lokale marked når de er klar til det. Pengene der kommer ud af dette kan bruges til at gøre landsmands-livet lidt nemmere, og er man samtidigt en charmetrold er der også mulighed for at kunne finde sig en partner at dele alt glæden med. Så langt, så normalt.
Men den omkringliggende verden i Atomicrops er ikke som man kender dem flest i denne type spil, og er i stedet en fjern fremtid hvor radioaktivitet har sat sine spor på både levende og dødt.
De afgrøder man planer er således ganske levende planter, mens skadedyrerene består af alt fra muterede muldvarper til særligt bidske flokke af enorme myg. Det er derfor heller ikke helt uventet at værktøjskassen man skal bruge til at holde det hele kørerende, blandt andet indeholder haglgeværer, automatvåben og levende skyts.
Det er mildest alt sammen lidt løjerligt, men samtidigt også forfriskende og helt igennem originalt, og så hjælpes det godt på vej af at det visuelt synes inspireret af nogle af de lidt mere outrerede klassiske tegnefilm som Nicktoons’ Ren & Stimpy og Cartoon Networks’ Cow & Chicken.
Når man først begynder at få overblik over det hele, finder man derfor også hurtigt en rytme. Om dagen skal der plantes, vandes og gødes med resterne af besejrede fjender, mens der om natten skal forsvares mod de bølger af fjender som særlig på denne side af dagen lokkes til af afgrøderne.
Når man er så langt at man begynder at finde lidt overskud i tidsplanen, bliver der også mulighed for at udforske de omkringliggende områder der ofte byder på bonusser der vogtes af bander af fjender. Bonusserne består af alt fra ekstra frø til at plante, til hjælpende dyr som køer, høns og bier der automatiserer dele af landbruget. Andre gange finder man hemmelige formler der kan frembringe hjælpende funktioner som regnskyer, eller sørge for at alle planterne modnes hurtigere.
Her spiller det naturligvis også ind at bonusserne bliver bedre desto længere man er villig til at rejse væk fra sin base, og derfor må man løbende justere ens tidsbudget for at få det hele til at gå op.
Hver sæson er delt op i fire perioder, hvorefter man mødes af en særlig stor fjende der sætter produktionen under tryk, hvis man ikke har optimeret det hele en smule. Ind i mellem hver periode transporteres man til den nærmeste by hvor afgrøderne veksles til penge, der blandt andet kan bruges til mere potente våben, ekstra frø eller mere livsenergi.
Skulle man have held til at besejre de særligt udfordrende fjender, vil man endvidere bliver mødt af byens borgmester, der alt efter hvor mange planter man har solgt til byen, vil belønne med fest, farver og ekstra bonusser.
Mellem de mange forskellige planter man kan så, findes der også roser som fungerer som deres egen slags møntfoged. Vigtigst er dog at de kan bruges til at charmere sig ind hos nogle af byens beboere, hvilket kan føre til ægteskab der efterfølgende vil betyde at man er flere til at tage sig af landbruget.
Hvad der fra starten kan virke som et spil der ikke forsøger meget andet end at være skørt, forvandler sig derfor pludseligt til en overraskende solid sammensætning af forskellige elementer, der tilsammen giver en fængende blanding af action og strategi, med en overraskende dybde.
Noget man dog kommer til at savne er muligheden for mere permanente opgraderinger, der betyder at man ikke tvinges til at starte forfra hver gang. I tidligere spilanmeldelser her på siden, har vi kigget på forskellige varianter af ”roguelike/roguelite” genren, og et fællestræk for mange af dem har været muligheden for at investere i permanente opgraderinger, så man hele tiden har en følelse af at man avancerer sin færd i spillet.
Atomicrops har angiveligt også et lignende system, hvis man er heldig nok til at støde på den rigtige figur og har nok af en helt særlig valuta. Denne figur er dog åbenbart en særlig lyssky type, for undertegnede er ikke støt på den en eneste gang under de mange timer i selskab med spillet. Man kommer derfor til at mangle en grund til at fortsætte, og man må håbe at det er noget der vil blive rettet til i fremtidige opdateringer af eventyret.
Det er forfriskende med en spiloplevelse der så frit blander genrer og ideer, og rent faktisk får det til at virke på en måde hvor det ikke kun giver mening men også er underholdende. Atomicrops kan derfor anbefales til alle med mod på en anderledes men velfungerende blanding af action og strategi, hvor man stadig kan håbe på at de skarpeste hjørner bliver adresseret af udvikleren i fremtiden.
Læs også: Tre spilanmeldelser: Det kedelige, det rimelige og det ret så lækre