Satser på dansk Wi-Fi i alverdens tog

Den danske softwareudvikler Zealconnect er efter knap to års udvikling klar til at levere trådløst internet til tog, busser og færger - selv med over 250 km/t. Fokus er i første omgang på jernbanetrafik, hvor Zealconnect satser hårdt på at få en dansk togoperatør blandt kunderne.

Trådløst internet til passagerne på tog, busser og færger er målet for det danske softwareselskab Zealconnect, som har brugt knap to år og millioner af danske kroner på at udvikle teknologien Pulz8express.

Selskabet vil i første omgang satse på togoperatører over hele verden, som med løsningen fra Zealconnect kan bruge en af to metoder til at give internetadgang svarende til en ADSL-forbindelse til rejsende kunder.

- En metode er at sætte antenner op i master langs strækningen, som sender et signal til toget. Midt imellem to master skal toget så skifte fra en antenne til en anden, og det er der, at vores teknologi er stærk, siger Alexander H. Eriksen, der har stiftet selskabet.

Han er bosat i England, mens Zealconnects otte udviklere og projektledere holder til på et udviklingskontor i København.

Går efter kunde i Danmark

Det har kostet flere millioner kroner at nå et færdigt produkt, og selskabet er nu i gang med at finde salgspartnere over hele verden samtidig med, at systemet er i drift hos potentielle kunder.

- Der har vi gode resultater, og vi forventer at underskrive kontrakter med kunder, der skal have noget op at køre før jul, siger Alexander H. Eriksen.

Selv om målet er hele verdensmarkedet, ser han meget gerne, at selskabet får en kunde på hjemmemarkedet Danmark.

- Det vil være oplagt at se det i vores egen baghave. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi vil gå langt for at få en kunde i Danmark, fortæller Alexander H. Eriksen.

Banedanmark på udkig

En af de potentielle kunder i Danmark kunne være Banedanmark, som driver det danske jernbanenet.

Her overvejer man at tilbyde internet på farten, selv om Banedanmarks driftdirektør, Henrik Jørgensen, ikke vil fortælle, hvorvidt selskabet er i konkrete forhandlinger.

- Det er noget, vi overvejer som en tillægsydelse ved hjælp af de mastepositioner, vi har. Vi ser i øjeblikket nærmere på nogle af de nye muligheder, der er dukket op, siger han.

En anden mulighed i Danmark kunne være Sønderborg-selskabet Focon, som har leveret informationssystemer til en række af DSB's tog, hvor blandt andet de kommende IC4-tog får indbygget trådløse lokalnet - i første omgang til DSB's egen brug.

DSB afviste for et år siden at tilbyde internet til passagerne, fordi de daværende satellit-løsninger var for dyre og af for dårlig kvalitet.

På jagt efter partnere

Det er den slags kunder, der ville passe Zealconnect perfekt, for selskabet har nu hårdt brug for partnere, som kan hjælpe med at afsætte teknologien til togoperatører over hele verden.

Blandt partnerne kan også være mobilselskaber, for teknologien fra Zealconnect giver mulighed for at sende data via GPRS og tredje generations mobilnet, UMTS i stedet for at sætte antenner op på master.

Danske togpassagerer kan allerede i dag surfe online under togturen ved eksempelvis at bruge en mobiltelefon med GPRS eller ved at købe et UMTS-kort til den bærbare pc fra mobilselskabet 3, som tilbyder højere hastighed.

Alexander H. Eriksen mener dog, at Zealconnects produkt er langt mere stabilt, lige som det har den fordel, at det bruger trådløse lokalnet - også kaldet Wi-Fi - til at levere internetforbindelsen til den enkelte togpassager.

- Hvis du prøver at køre en tur fra Århus til København, så kan du ikke holde forbindelsen. UMTS bliver et skridt bedre end i dag, men du kan stadigt ikke opretholde din forbindelse hele vejen, siger han.

Brug for flere penge

Zealconnect - med binavnet Pulz8 - har fået økonomisk støtte fra Teknologisk Innovation, men skal nu på jagt efter yderligere kapital, hvis produktet skal nå ud til hele verdensmarkedet.

I første omgang handler det om togbranchen, men på længere sigt vil Zealconnect udbrede sin løsning til alle brancher, der er på farten - som blandt andet færger og busser.

- Hvis vi skal vokse, så skal vi ud at hente kapital til udvikle produkter og til at løfte hele distributionskanalen, men det forventer vi ikke bliver svært, når vi får kunder på banen, mener Alexander H. Eriksen.

Ud over at være stifter er han i dag både administrerende direktør og bestyrelsesmand for Zealconnect, som dels ejes af medarbejderne, dels af forskellige private investorer.

Alexander H. Eriksen har en fortid i TDC, norske Sense Communications og Song Networks, hvor han var ansvarlig for den trådløse afdeling. Senest har han været partner hos det norske ventureselskab Kistefos Venture, hvor han var ansvarlig for tele-, medie og underholdningsaktiviteterne.




IT-JOB

Metroselskabet og Hovedstadens Letbane

Cyber Security Konsulent

Netcompany A/S

IT Consultant

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Data engineer til cloud-baseret dataplatform
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere