Mobiludvikler solgt til dansk ledelse

Mobiludvikleren LGP Allgon har solgt den danske afdeling til ledelsen, som under navnet Combilent nu vil satse på en omsætning på 25 millioner kroner allerede første år. Det danske udviklingsselskab skal fremover udvikle sig til en komplet organisation, og det har betydet fyringer af 13 ingeniører.

Den danske afdeling af mobiludvikleren LGP Allgon skal fremover stå på egne ben, efter at ledelsen har købt sig fri af det amerikansk-ejede moderselskab.

LGP Allgons selskab i Allerød har hidtil været en udviklingsafdeling, men selskabet skifter nu navn til Combilent og overtager samtidig produktionsudstyret og varelageret fra Stockholm.

Combilent skal fremover tjene sine egne penge og samtidig have råd til at opbygge en salgs- og marketingorganisation.

13 ingeniører fyret

Moderselskabet uddelte derfor fyresedler til 13 ingeniører inden salget til den danske ledelse, der til gengæld forventer at ansætte produktionspersonale til august.

- Vi skal ikke længere bare udvikle, men have en komplet organisation, og det har desværre betydet et farvel til nogle af de ingeniører, som har været mange år i selskabet, siger direktør Claus Dall-Hansen.

Han ejer sammen med salgschef Jesper Trier det nye selskab, som udvikler filtre og kombineringsudstyr til de basestationer, som bruges af mobilselskaber. Udstyret gør det ifølge Claus Dall-Hansen muligt for én antenne at styre alle mobilopkald på en basestation.

Combilent har overtaget alle kunder fra det svenske moderselskab, og Claus Dall-Hansen forventer derfor driftsoverskud og en omsætning på 25 millioner kroner allerede i selskabets første år.

Det danske selskab blev stiftet i 1997 som et datterselskab af svenske LGP Telecom og voksede hurtigt til 30 ansatte. LGP Telecom fusionerede senere med svenske Allgon, og for få måneder siden blev hele selskabet så købt af amerikanske Powerwave.

Fuld fokus

Det danske udviklingsselskab udgjorde kun en lille del af den samlede forretning, og med udskillelsen håber Claus Dall-Hansen at kunne sætte fuld fokus på det dansk-udviklede mobiludstyr.

- Det er en enorm chance. Vi har været i en koncern, hvor vi har haft vores lille ansvarsområde, og pludselig er det nu os, der for står for strategi og kundekontakt. Vi får lov til at bygge en hel organisation op, og det er en enorm udfordring, siger han.

De to selskaber ønsker ikke at oplyse, hvor meget den danske ledelse har betalt for det danske datterselskab.

LGP Allgon fik sidste år et dansk overskud på knap en halv million kroner ud en omsætning på 20,9 millioner kroner.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere