Skype uddeler bonus efter voldsomt prishop

Priserne for at ringe til det normale telefonnet steg i omegnen af 50 procent, da Skype i denne uge frigav den første officielle version af sit populære program til IP-telefoni. Prisstigningerne har fået mange brugere til at rase, og Skype har svaret igen ved at give fem euro - cirka 37 kroner - i bonus til alle beta-testere.

Der fulgte store prisstigninger med, da telefoniprogrammet Skype i denne uge kom i sin første officielle version, efter at internetbrugere har downloadet programmet mere end 17 millioner gange.

Funktionen Skypeout tillader brugerne at ringe fra en pc til traditionelle fastnet- og mobiltelefoner og har været i test i nogle måneder. Tjenesten blev officiel sammen med den nye version af Skype, og det gav et gevaldigt hop i priserne i omegnen af 50 procent.

Det har fået Skypes debatforum til at flyde over med kritiske kommentarer fra brugere, som har indbetalt penge på deres konti og forventede at ringe til en række lande for ned til 10 øre i minuttet.

15 øre til Danmark

Blandt prisstigningerne er opkald til Danmark, der nu takseres til omkring 15 øre i minuttet mod tidligere 10 øre i minuttet.

Skype undskyldte prishoppet med, at test-periodens lave priser skyldtes rabatter, men torsdag valgte selskabet så at udbetale fem euro - omkring 37 kroner til - til alle test-brugere af Skypeout.

Samtidig lover selskabet en ny politik, så prisstigninger ikke kommer ud af den blå luft i fremtiden.

- Beta-testerne skulle ikke betale de højere priser direkte. Vi forsøger at finde en måde at sænke priserne på. Og i fremtiden skal vi, hvis det er muligt, melde om ændringer 30 dage, inden de sker, siger Skypes pressetalsmand, Kat James, til Computerworld Onlines svenske søstermedie, Computersweden.

Skype indretter sig

Opkald mellem to computere via Skype er stadig gratis, og teleanalytiker John Strand mener, at Skype på opkald til det normale telefonnet simpelthen har måttet tilpasse sig markedet.

- IP-telefoniselskabernes største udfordring er pristermineringer, der betyder at priserne afgøres af den operatør, der modtager opkaldet. Skype indordner sig bare under de vilkår, der nu engang er på telemarkedet, siger han.

Han mener, at IP-telefonien for traditionelle teleselskaber som TDC og Telia først og fremmest udgør en trussel mod udlandstelefonien, hvor der er mange penge at spare.

Men selv her vil de store selskaber tage kampen op, når de føler, at tiden er moden til det, for det giver ikke mening i længden, at det skal være dyrere at ringe fra København til Malmø, end det er at ringe fra København til Aalborg.

TDC kommer buldrende

- Det vil ikke undre mig, hvis TDC kommer til at buldre frem på IP-telefoni-markedet, og der har TDC muligheden for at lave konvergens-produkter, så IP-telefonien bindes sammen med din fastnet- og mobiltelefon, siger John Strand.

Skype offentliggjorde i sidste uge, at selskabet har indgået aftaler med teleudbyderne Colt Telecom, Teleglobe, Ibasis og Level 3 Communications, som fremover skal levere opkald til det traditionelle telefonnet.

Telefonitjenesten er stiftet af danske Janus Friis og svenske Niklas Zellström, som også stod bag fildelingstjenesten Kazaa.

Selskabet er baseret i Luxembourg, mens ledelsen holder til i London. Selve udviklingen af Skype finder sted i Estland af omkring 30 ansatte, heriblandt det samme hold mennesker, der i sin tid udviklede Kazaa.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere