Jubii klar med giga-mail til august

Inspireret af Google vil Jubii i løbet af en måneds tid være klar med en e-mail-tjeneste, hvor brugerne får en gigabyte lagerplads stillet til rådighed. Samtidig har Jubii fra ejeren Lycos Europe fået 15 millioner kroner, som skal bruges på en ny strategi, hvor Jubii dropper selv at skrive portalens indhold.

Danske Jubii lancerer i næste måned en ny e-mail-tjeneste, hvor brugerne mod betaling får en gigabyte plads stillet til rådighed.

Den nye tjeneste er et modtræk til Google, som var det første selskab til at offentliggøre en e-mail-tjeneste med en gigabyte lagerplads.

Mange troede ved offentliggørelsen, at Googles udmelding var en aprilsnar, men Jubii-direktør Peter Lundsgaard tager den nye tjeneste meget seriøst og fokuserer samtidig på andet end lagerplads.

Sikkerhed og tryghed
- Det afgørende er ikke, hvor meget plads, der stilles til rådighed. Vi går meget op i sikkerhed og tryghed, og det afgørende er, at du har et produkt, der virker og altid kører. Med en gigabyte har folk den plads, de har brug for, siger han.

Jubiis moderselskab, Lycos Europe, har allerede lanceret den nye mail-tjeneste i England og Frankrig.

Her skal brugerne betale knap 40 kroner om måneden, men så giver det også adgang til en gigabyte lagerplads, eget domænenavn, 50 e-mail-konti og 30 gratis SMS-beskeder om måneden.

Jubiis nuværende e-mail-tjeneste stiller tre megabyte plads til rådighed gratis, mens brugeren for en årlig betaling på 199 kroner kan få 10 megabyte.

Ligesom resten af Lycos' internationale web-steder er hele brugerfladen og designet til den nye mail-tjeneste udviklet hos Jubii i Danmark.

Dropper egenudviklet indhold

Den nye mail-tjeneste er en del af Jubiis nye strategi, hvor der er skåret ned på brugerbetalingen og egenudviklet indhold.

Til det formål har Jubii fra Lycos Europe fået 15 millioner kroner, som skal bruges til at styrke selskabets økonomi efter mange års underskud.

- For tre til fire år siden var det godt nok, hvis vi bare skrev et eller andet på nettet, men det er ikke længere nok, for kvaliteten er vokset helt vildt. Inden for hvert område skal du være med i toppen. Ellers gider folk ikke bruge tiden hos dig, siger Peter Lundsgaard.

Blandt andet derfor fyrede Jubii i februar 30 medarbejdere, og indholdet til en af Danmarks mest besøgte hjemmesider skal fremover leveres af eksterne partnere.

Et eksempel er forlaget Benjamin, hvis journalister fra bladene Woman og M! leverer nyheder og indhold til Jubiis portal.

- Forlaget har en frygtelig masse indhold, som det sælger i magasinerne en gang om måneden. Det er ikke særligt aktivt, og det savner interaktivitet, og det kan vi tilbyde på vores side, fortæller Peter Lundsgaard.

Deler avisen ud

Som eksempel nævner han resultatet af en interaktiv forsidejagt fra M!, som Jubii for fire dage siden lagde ind på forsiden af portalen. Det gav på en enkelt dag over en halv million sidevisninger på M!s websider.

- Vi er nu ovre i at sige, at vores strategi er at distribuere og formidle budskaber, hvor vi tidligere har produceret dem selv. Vores kernekompetence er at ramme brugere på nettet. Dem, der skriver avisen, er ikke nødvendigvis dem, der deler dem ud, siger Peter Lundsgaard.

Hos forlaget Benjamin har administrerende direktør Jan Lehrmann til både Woman og M! ansat en web-redaktør, som står for at levere indholdet til Jubii. Deres lønninger bliver ikke tjent direkte ind af samarbejdet, men han tror alligevel på, at branding-effekten er med til at retfærdiggøre samarbejdet.

- Vi har hver nogle kernekompetencer, og de to medier komplementerer hinanden fantastisk. Vi kan holde os til den nærværende livsstilsjournalistik, som vi er gode til, mens Jubii kan holde sig til det gode design og at tiltrække brugere, siger han.

Nyt underskud

De 120 fuldtidsansatte i Jubii er netop flyttet i nye lokaler på Holmen i København, og de skal fremover skaffe flere indholdspartnere til portalen. Jubii har så meget plads og internetkapacitet i de nye lokaler, at der også er plads, at partnerne flytter ind der.

Selv med den nye strategi ligger der dog ikke et overskud og venter lige rundt om hjørnet.

- Vores forretning går i en meget positiv retning, men den er stadig ikke derhenne, hvor vi kan vise et overskud, når året er omme, siger Peter Lundsgaard.

Jubii fik sidste år et underskud på 21,1 millioner kroner mod 32 millioner kroner i 2002. Omsætningen steg en anelse til omkring 60 millioner kroner.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere