Storage-leverandør i stor dansk fremgang

Strømsvigt og mediernes skrækhistorier om dyre datatab er med til at hjælpe salget godt på vej i den danske del af storage-leverandøren Veritas. Selskabet gav sidste år konkurrenterne baghjul med en vækst på 20 procent. I år forventes salget af software til datalagring og backup at accelerere yderligere.

Det amerikanske storage-selskab Veritas oplever stor fremgang i Danmark, hvor selskabet sidste år fik en vækst på 20 procent.

Veritas sælger blandt andet software til datalagring og backup, og det gav sidste år stor fremgang i det amerikanske moderselskab, som fik et overskud på 2,1 milliarder kroner.

Det danske salgsselskab blev etableret i 1999 med Ann Charlotte Norin i spidsen, og her overgår væksten det amerikanske moderselskab.

Tal fra IDC viser, at det sidste år fik Veritas til at øge sin markedsandel for software til datalagring til 36 procent, hvilket gør selskabet til det klart største på området i Danmark.

Strømsvigt og datatab

Ifølge Ann Charlotte Norin har sidste års store strømsvigt været med til at øge fokus på tilgængeligheden af data, mens mediernes mange historier om dyre datatab har øget opmærksomheden på backup og genskabelse af data.

- De fleste opfattede markedet som vanskeligt i 2003, men på trods af det, var det vores bedste år nogensinde i Danmark. Fremgangen er fortsat ind i de først to kvartaler i år, hvor vi har set bedre vækstrater end sidste år, siger hun.

Veritas har i dag 15 ansatte i Danmark, og Ann Charlotte Morin - som har ansvaret for Danmark, Norge og Finland - forventer næste år at skulle ansætte yderligere fem-seks medarbejdere.

De seneste måneder har budt på skuffende udmeldinger fra en række softwareselskaber i USA, hvor salget ikke har levet op til forventningerne, heller ikke for Veritas.

Specielt storage-markedet er presset af lav efterspørgsel og intens konkurrence, men det mærker man ikke meget til i Danmark, hvor Ann Charlotte Norin i år forventer en vækst på 30 procent.

Partnerskaber

Veritas har i dag mere end 200 danske kommuner og store virksomheder som TDC og Novo Nordisk blandt kunderne.

Salget af Veritas' software hjælpes godt på vej af partnerskaber med store hardwareleverandører som IBM og HP samt samarbejde med softwareproducenter som Oracle og Microsoft.

- Det er ikke en hyldevare, vi sælger, men højteknologiske softwareprodukter, som skal hjælpe virksomheder med at opnå en bedre drift af store systemer. Det kræver ekspertise omkring de andre miljøer, hvor vores produkter skal eksistere, siger Ann Charlotte Norin.

Veritas' danske regnskab viser kun selskabets kommissionsindtægter fra salget af software, som foregår fra Irland. Her kan sidste års fremgang dog godt spores med en vækst på næsten 30 procent.

Hård konkurrence

Fortsat vækst i år kommer ikke uden sværdslag, for også på det danske marked er konkurrencen hård.

- Danmark er på en måde et ret godt spejlbillede af, hvad der foregår på andre markeder. Vi er måske lidt foran i at adaptere nye teknologier, men alle spillere fra det globale marked er repræsenteret i Danmark, siger Ann Charlotte Norin.

I Danmark er storageproducenten EMC et af de selskaber, som er klar til at tage kampen om med Veritas.

EMC har ansat en ny nordisk chef for forhandlersalg, og en distributøraftale med Fujitsu Siemens skal nu øge selskabets markedsandel via et styrket samarbejde med forhandlerkanalen.

- Vi går stærkt i offensiven mod vores konkurrenter, og hvis du tager de andre spillere på markedet, så kommer de til at mærke det, lovede EMC's nordiske chef for forhandlersalg, Thomas Ager, tidligere på måneden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere