Vi var 17 personer om at skrive 'The Manifesto for Agile Software Development' (Det agile manifest .red) tilbage i 2001. Nogle af dem i rummet kendte hinanden, nogle havde været til workshops sammen og forstod at tale med hinanden, mens andre aldrig havde mødt hinanden før.
En del af personerne var allerede kendte. Flere havde skrevet bøger, forskningsartikler og gav keynotes og den slags.
Når du tænker på de egoer, der var samlet i rummet, var den helt store magi for mig, at folk mødte op og var ydmyge og lyttende. Den velvilje til at lytte til hinanden har jeg bogstavelig talt aldrig mødt siden.
Folk konkurrerede om idéer, men de afbrød aldrig hinanden. Selv om der blev sagt ting, som kunne lyde mærkelige og normalt ville føre til diskussioner, sad folk bare og tænkte, spurgte mere ind til det og prøvede at forstå hinanden.
Der var en dyb søgen efter den forståelse mellem folk, som jeg aldrig siden er stødt på igen. Det var magisk.
Jeg har været til andre workshops, hvor man hævede at arbejde på et manifest, hvor der manglede den dybere velvilje til at lytte og forstå hinanden. Så det var magisk.
Jeg ved ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Folk, som jeg forventede ville ende op med at sidde og diskutere, mødte i stedet op og begyndte at lytte.
Alistair Cockburn, medforfatter til det agile manifest fra 2001 (Manifesto for Agile Software Development).