Ny platform skal sikre Interse gennembrud

Ventureselskabet Nordic Venture Partners har sagt farvel til en gæld på 40 millioner kroner til den danske softwareudvikler Interse. Nu skal en ny softwareplatform, direktør og bestyrelsesformand give et internationalt gennembrud for Interse, der skaber videndeling i Microsofts kontorsoftware.

Den danske softwareudvikler Interse fik sidste år et rekordstort millionunderskud, og hovedinvestoren Nordic Venture Partners har derfor sagt farvel til gæld på 40 millioner kroner for at få egenkapitalen på ret køl.

Allerede i marts indsatte Nordic Venture Partners en ny ledelse med international erfaring, der efter nogle dyre udviklingsår skal skaffe Interses softwareprodukt et internationalt gennembrud.

Ny direktør er 39-årige Eyal Steinitz, der tiltrådte efter otte år i Accenture, hvor han som partner havde ansvar for telekom, medier og hi-tech i Danmark. Nu handler det i stedet om at skaffe kunder til Interse.

Informationsrod

- Vi går efter store internationale organisationer, hvor videndeling er kritisk, fordi de arbejder i nogle brancher, hvor viden er dynamisk og afgørende, siger Eyal Steinitz.

Interse har gennem tre år udviklet software, der integreret med Microsofts kontorprogrammer og portalsoftware giver medarbejdere mulighed for at dele dokumenter og e-mails på tværs af organisationen.

Produktet skal råde bod på, at informationen ofte er ustruktureret, fordi de enkelte medarbejdere skaber deres egne mapper og dokumenter på serveren.

Vejen til et endeligt produkt har dog været lang og dyr, og sidste år blev det således til et underskud på 37 millioner kroner for det københavnske firma.

Det skyldes til dels store nedskrivninger, fordi Interse valgte at skifte den teknologiske platform til selskabets produkt, så det nu bygger på Microsoft .Net og Microsoft Sharepoint Portal Server.

10 nye medarbejdere

Trods sine få måneder i jobbet har Eyal Steinitz allerede skiftet kraftigt ud i organisationen og ansat 10 nye medarbejdere i selskabet med knap 20 ansatte. Heriblandt en ny udviklingschef, teknisk arkitekt og informationsarkitekt.

De er for tiden ved at lægge sidste hånd på en ny version af Interses software, som kommer på markedet til august. Her satser Eyal Steinitz på, at produktet bliver et internationalt hit.

- Vi har mærket en god efterspørgsel. Vi arbejder med store kunder, både i Danmark og globalt, og vi er på vej til at lukke aftalerne med en del nye kunder, siger han.

Sammen med Eyal Steinitz kom også Jan Gesmar-Larsen til som ny bestyrelsesformand i marts. Han har en fortid fra Dell og Apple, hvor han begge steder var chef for Europa, Mellemøsten og Afrika.

Nyt underskud i år

Hovedaktionæren Nordic Venture Partners er derfor sikker på, at Interse nok skal få sit gennembrud.

Efter den seneste kapitalforhøjelse ejer Nordic Venture Partners over halvdelen af selskabet, mens andre investorer er amerikanske Web Invest og bestyrelsesmedlem Dan Thomsen.

Hos Nordic Venture Partners fortæller Henrik Albertsen, der også er bestyrelsesmedlem i Interse, at konverteringen af de 40 millioner kroner til egenkapitalen hele tiden har været planlagt, fordi ventureselskabet slet ikke giver lån.

Med udsigten til et nyt millionunderskud igen i år er det næppe de sidste penge, der er skudt i Interse.

Eyal Steinitz satser nu på at styrke selskabet på salgs- og marketingsiden, og han forventer ikke at nå balance på bundlinjen før første eller andet kvartal næste år.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere