Det var ikke uden en vis portion stolthed, at Microsoft i januar 2018 kunne fortælle om selskabets samarbejde med de amerikanske myndigheder.
Her udtrykte selskabets general manager, Tom Keane, stolthed over at kunne understøtte it-moderniseringen af blandt andre det amerikanske grænsepoliti (ICE).
Det giver nu bagslag, efter den amerikanske regering møder både hård intern og ekstern kritik for grænsepolitiets hårdhændede behandling af illegale indvandrere ved den sydlige amerikanske grænse.
Billeder af splittede familier og tvangsfjernede børn har igennem ugen sat den Trump-ledede regering under stigende pres.
Microsofts indblanding i ICE’s aktiviteter, har fået Microsoft ansatte til at protestere.
I et åbent brev publiceret både internt og hos New York Times lyder det fra over hundrede ansatte: ”Vi, der skaber de teknologier, som Microsoft lukrerer på, nægter at være medskyldige” – efterfulgt af et krav om, at Microsoft trækker sig ud af enhver aftale indgået med ICE-myndigheden.
Siden publikationen i onsdags har flere hundrede Microsoft-ansatte sluttet sig til kritikken. Det skriver The Verge.
Microsoft skrev i januar, at selskabets værktøjer gjorde ICE i stand til at foretage beslutninger hurtigere ved hjælp af databehandling på edge-enheder og deep learning-teknikker til at foretage kvikkere ansigtsgenkendelse.
Amazon-ansatte i lignende oprør
Mens Microsoft-ansatte protester, mødes rivalen Amazon af lignende protester fra ansatte. Her har en gruppe Amazon-ansatte smedet et lignende åbent brev, hvor der plederes til Jeff Bezos for, at Amazon ikke ukritisk sælger af selskabets ansigtsgenkendelsesteknologi, kaldet AWS Rekognition.
I brevet opponeres der imod den amerikanske regering misbrug af Amazons teknologi “Vi oplever en historisk militarisering af af politistyrker, en klapjagt på sorte aktivister og et voksende føderal grænsepoliti, som i øjeblikket er i færd med at bryde menneskerettighederne”. Det skriver Engadget.
Her frygter Amazon-medarbejderne, at teknologien vil styrke tendenser mod et overvågningssamfund, og pointerer samtidigt at over 40 menneskerettighedsgrupper og over 150.000 mennesker tidligere har underskrevet åbne deklarationer imod myndigheders brug af teknologien.
I det åbne brev appellerer de ansatte også for, at analyse-værktøjet Palantir skal puffes ud af Amazons cloud-services. Værktøjet er ifølge the Intercept blevet brugt af ICE til at lokalisere immigranter.
Palantir bliver i dag også benyttet af det danske Rigspoliti til blandt andet efterforskning af data indsamlet via tele-logning.
Se også: Der er ingen vej udenom: Google, Facebook og Amazon skal reguleres