I løbet af de kommende tre måneder afgøres det, hvem der skal levere Region Syddanmarks EPJ-løsning til en værdi af en milliard kroner.
Feltet er snævret ind til tre kandidater, der kan byde på opgaven.
Men den ene af de tre kandidater vil ikke røbe, hvordan virksomheden er kommet i "finalen".
Systematic fra Aarhus har således bedt om at få overstreget store dele af vurderingen af de referencer, der ligger til grund for, at virksomheden er blevet valgt blandt andet foran Epic/NNIT, der har leveret Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden, og som skal levere samme løsning til Region Sjælland efter kommunalvalget i november.
Læs mere om fravalget af sundhedsplatformen her: Derfor dumpede Region Syddanmark leverandørerne af hovedstadens Sundhedsplatform: Epic og NNIT's løsning dumpede på alle parametre
Dermed er det ikke muligt for offentligheden at se, om Systematic virkelig er blandt de tre bedste virksomheder, der kan byde på ordren.
"Det ser unægteligt mærkeligt ud," siger Jeppe Agger Nielsen, der er professor ved Aalborg Universitet og leder af Center for it-ledelse og fortsætter:
"Jeg mener, at gennemsigtigheden i beslutningsgrundlaget synes tvivlsom. Det kan undre en, at der er så stor forskel i mængden af tekst, som er understreget på tværs af leverandørerne," siger han og efterlyser en forklaring fra Region Syddanmark.
Ud af de fem leverandører der har budt sig til, har de fire ikke bedt om at få yderligere oplysninger undtaget.
Dermed giver de fire andre virksomheder altså modsat Systematic offentligheden fuldt indblik i de referencer, de angiver som årsag til, at netop de skulle blive kvalificeret til at byde på ordren, der har en værdi på en milliard offentlige kroner. (Se billederne)
Regionens ansvar
Det er Systematic, der har bedt om at få overstreget det, som selskabet anser for at være følsomme oplysninger, der kan lede til, at virksomheden lider et væsentligt økonomisk tab, såfremt oplysningerne bliver offentligheden og konkurrenterne bekendt. Det er nemlig formelt set regionen, der skal sikre sig, at de oplysninger, som Systematic ønsker undtaget, lever op til loven. Det forklarer Sten Bønsing, der er lektor på juridisk institut ved Aalborg Universitet. “Det er regionerne, der formelt set skal stå på mål for, at betingelserne for at strege ud formelt er opfyldt. Formelt set er processen sådan, at det er regionen, der tager stilling til en sag om aktindsigt, og derfor skal regionen også tage stilling til om paragrafferne er opfyldt," siger han. "Inden regionen gør det, skal den henvende sig til virksomheden og indhente et svar. I rigtig mange tilfælde siger virksomhederne, at det bryder de sig ikke om, og så skal regionen vurdere, om den mener, at argumenterne holder.
Men Region Syddanmark har også et ansvar.
Er det ikke et problem, når regionen og virksomheden begge er parter i en sag som det er tilfældet her?
“Jo, du har ret i, at de har en fælles interesse i ikke at få det ud. Det gør det endnu sværere, men det er ikke enestående. Der er jævnligt myndigheder, der har en interesse i ikke at udlevere noget. Det er derfor, man har prøvelsesinstanser, der tager stilling til det.”
Læs mere om sagen her: Overrasket NNIT-boss efter udbuds-exit i Region Syddanmark: "Det virker som om, at vi er blevet lidt hårdt dømt“
Ugyldigt argument
Hos Systematic begrunder man blandt andet overstregningerne med, at det vil være problematisk, hvis offentligheden igennem pressen fik kendskab til detaljerne, da det kunne føre til såkaldte "spin"-historier om Systematic.
Men det argument er ikke gangbart, understreger Sten Bønsing.
“Det argument er i sig selv ikke gyldigt. Der kan undtages såfremt, at der er tale om forretningshemmeligheder, som vil skade virksomheden økonomisk, men ikke i sig selv, at der er nogen, der vil lave spin på sagen."
Læs mere om sagen her: Tre it-selskaber med i opløb om kæmpe EPJ-ordre i Region Syddanmark
Det er nemlig ifølge lovgivningen kun oplysninger, der vil kunne skade virksomheden økonomisk, der må undtages offentligheden.
"Det er oplysningernes karakter, der i sig selv skal kunne skade virksomheden ved, at der er nogen, der får adgang til de faktuelle forretningsmæssige oplysninger.”
Virker mærkeligt
Det kan virke besynderligt, at dokumenternes oplysninger skulle være af en så følsom karakter, at hvis de kommer frem i lyset, vil de give konkurrerende virksomheder en fordel i kommende udbud.
I hvert fald set i lyset af, at de fire andre virksomheder, der har udfyldt samme formular, har ikke bedt regionen om at undtage samme grad af oplysninger.
Læs mere her: Professor: Omstridt offentligt it-system blev valgt på mangelfuldt grundlag
I korrepondancen mellem Region Syddanmark og Systematic forklarer Anne Bloch Østergaard, der er senior legal manager hos Systematic, at hun gerne står til rådighed, hvis man fra regionens side ønsker, at få uddybet begundelsen for, at oplysningerne skal undtages.
Det har dog været svært for Computerworld at få fat i Anne Bloch Østergaard, der ikke er vendt tilbage på Computerworlds henvendelse hverken per telefon eller på e-mail. Systematic er dog efter flere dages betænkningstid kommet frem til, at man ikke ønsker at udtale sig i sagen.
Computerworld ville ellers gerne have stillet Systematic en række spørgsmål omkring, hvorfor selskabets oplysninger ikke tåler offentlighedens kendskab i en udbudsproces om en ordre til en milliard offentlige kroner:
- Hvad er det for nogle oplysninger, Systematic ikke vil have, at offentligheden får kendskab til?
- Hvorfor er disse oplysninger særligt kritiske for Systematic?
- Hvad får Systematic til at ville undtage disse oplysninger, som de fire konkurrenter gerne lægger frem?
- Hvordan mener man hos Systematic, at det påvirker argumentet om oplysningernes mulighed for at bibringe Systematic et økonomisk tab, at konkurrenterne gerne lægger oplsyninger frem?
- Når argumentet er, at konkurrenterne vil kunne bruge oplysningerne til deres fordel, vil Systematic så selv benytte sig af de oplysninger, der er tilgængelige hos de andre virksomheder?