1 / 16
(Foto: © Messe Berlin)
IFA er en af Europas største elektronikmesser, og det er ofte her, at vi ser nye lanceringer fra mange af de største producenter, hvad end det er forbundne tandbørster, headsets, nye computere eller smartphones.
Vi har samlet en liste over en række af de største nyheder fra IFa-messen.
2 / 16
Intel annoncerede sin ottendegeneration af Core i-processorer til bærbare computere kort inden IFA-messen, men da den ottende generation bygger på samme grundlæggende arkitektur som både Intels Sky Lake og Kaby Lake-processorer, er producenterne allerede nu klar med opdaterede computere.
Blandt andet har Dell opdateret sin XPS 13 computer med den ottende generation-processor (kaldet Kaby Lake R).
Da de nye processorer går fra dualcore til quadcore, er ydeevnen markant forbedret. Dell fortæller om 45 procent bedre ydeevne.
3 / 16
Acer var som sædvanlig på pletten med en lang række nye computere.
Hvis vi begynder med det vilde, er Acer klar med Predator Orion 9000.
Når noget har 9000 i sit navn, ved man, at det er en heftig maskine, der er tale om og ganske rigtigt: Orion 9000 er en gaming-computer til under skrivebordet med en 18-kernet Intel Core i9-processor og dertilhørende GTX 1080ti-grafikkort og vandkøling over hele maskineret.
Det er en vild og voldsom computer med en lige så vild og voldsom pris: Den udkommer til december og koster 2.000 dollars - knap 13.000 kroner før moms.
4 / 16
Acer annoncerede også nye versioner af sine tynde Swift og Spin-computere.
Specifik var det Spin 5 og Swift 5, der er interessante. Blandt andet kommer begge computere med en ottendegeneration processor fra Intel og begge enheder kan komme i en version med et Geforce GTX 1050-grafikkort, hvilket er godt klaret taget den tynde størrelse i betragtning.
Prisen vil ligge på 999 dollars - knap 6230 kroner før moms - og udkommer til december.
Det er interessant at se se selv de tynde computere være klar med dedikerede grafikkort.
5 / 16
Asus er klar med, hvad selskabet kalder verdens tyndeste 2-i-1-computer.
Den har et dedikeret grafikkort - et nyt Nvidia GTX MX150-kort, der er bygget til små og tynde maskiner - og kommer også med ottendegeneration Intel Core i7-processor, op til 1 terabyte SSD og 16 GB DDR4 RAM.
For ikke at glemme en skærm, der dækker næsten hele fronten og et batteri, der kan holde til 13 timers brug ifølge Asus.
Prisen bliver 6.000 kroner før dansk moms.
Asus løftede også sløret for en lidt tykkere, mere almindelig bærbar kaldet VivoBook S14, som også kommer med et Nvidia GTX MX150, men til en noget lavere pris: 399 euro eller knap 3.000 kroner før dansk moms og afgifter.
6 / 16
Lenovo benyttede sidste år IFa til at annoncere sin seneste Yoga-computer, og det samme gentager sig i år.
Lenovo Yoga 920 er en tynd hybrid-bærbar, som kan omdannes til en tablet via et fleksibelt hængsel. Inde i computeren finder du en Ottendegeneration-processor fra Intel og skærmen har en 4K-opløsning med ultratynde kanter omkring sig.
Prisen ligger på 1.599 euro - knap 12.000 kroner.
Lenovo benyttede også IFA til at lancere en ny Lenovo Yoga 720-computer og Miix 520 tablet med opdateret hardware.
7 / 16
Bang & Olufsen præsenterede et nyt TV, BeoVision Eclipse, med en 4K-OLED-skærm og Dolby Vision HDR-format i samarbejde med LG.
Det ser hammerflot ud, og der er indbygget Bang & Olufsen højttalere under skærmen.
Fjernsynet kommer desuden med LG’s WebOS som styresystem. B&O har ellers tidligere benyttet sig af Googles Android TV.
Et B&O fjernsyn koster som sædvanlig spidsen af en journalistisk jetjager. Prisen for en 55 tommer version koster 69.490 kroner.
8 / 16
(Foto: jeppe sørensen)
B&O Play benyttede IFA til at træde ind i markedet for “fuldstændig” trådløse headsets. E8 er to små trådløst forbundne høretelefoner, som også forbindes trådløst til din telefon.
Det er den samme type produkt som Apples AirPods, Jabras Elite Sport eller Bragis Dash.
Prisen er dog noget højere end eksempelvis Apples AirPods: 2.399 kroner.
Også andre producenter som Sony lancerede helt trådløse headset, og Samsung opdaterede sine IconX-headset, der også er "fuldstændig" trådløse med en længere batterilevetid.
9 / 16
Vi vil lige sige med det samme, at LG V30 som udgangspunkt ikke kommer til Danmark, og hvor er det ærgerligt. Den ser nemlig fantastisk ud, og det var da også LG V30, der har været IFA’s helt store samtaleemne.
Telefonen byder på en skærm-til-telefon-ratio på 83 procent, så fronten består altså næsten kun af skærm. Den 6 tommer store skærm er af P-OLED-typen med en opløsning på 2.880 x 1.440 pixels, der får billeder og videoer til at fremstå knivskarpe og med flotte farver.
Inde i telefonen finder du en Snapdragon 835, 4GB RAM, 128GB lagerplads og et duokamera med enten 16 megapixel f/1.6, eller 13 megapixel f/2.4. Sidstnævnte er et vidvinkelskamera, der fungerer godt til gruppefotos eller naturbilleder.
10 / 16
Motorola er kendte for sine billige, men stadig gode Moto G-telefoner, men ved IFA udgav selskabet sin Moto X4-telefon.
Det er en smartphone, som ikke er helt så skrabet som Moto G5, men ikke helt på niveau med selskabets Moto Z2, der forresten udkommer i Danmark til oktober.
Moto X4 er en smartphones til 3.000 kroner, og byder på en 5 tommer stor FHD-skærm (1.920 x 1.080 pixels), en snapdragon 530, 4GB RAM, 64 GB intern lagerplads og et 3.000 mAh stort batteri.
11 / 16
Hvis du bare kender lidt til Sonys smartphones de sidste tre år, vil du kunne genkende designsproget: Der er kun sket meget lidt med Sonys telefoner, hvis noget overhovedet.
De ligner stadig en telefon fra starten af 2015.
Hardware-mæssigt er de to telefoner næsten identiske: Begge kommer med en Snapdragon 835 processor, den samme som i de fleste andre toptelefoner anno 2017, 4 GB RAM og 32 eller 64 GB lagerplads alt efter, om du køber XZ1 Compact eller den almindelige XZ1.
Skærmene er også på niveau med tidligere Xperia-telefoner. XZ1 har en FHD-skærm på 5,2 tommer (1.920 x 1.080 pixels), og XZ1 Compact har en 4,6 tommer stor skærm med en opløsning på 720 x 1.280. Det er en lav opløsning, men kan man argumentere for, at så lille en skærm ikke har brug for en højere opløsning.
12 / 16
Microsoft var på scenen ved IFA, hvor kodegiganten blandt andet annoncerede datoen for den næste store Windows 10-opdatering: d. 17 oktober.
Derudover lancerede Microsoft sammen med Acer, Dell, Lenovo, Asus og HP en række nye MR-headsets til forbrugerne.
I billedet ser du Asus' version af MR-headsettet.
Det er headset, der kan placere dig i et rum via kameraer på headsettet, så det ikke behøver eksterne måleenheder som eksempelvis Oculus Rift eller HTC Vive, og som koster markant mindre end både Vive og Rift.
13 / 16
Fitbit Ionic er Fitbits første egentlige smartwatch, ifølge Fitbit selv. Uret er vandtæt, fitness-orienteret og bygger på Fitbits eget unikke styresystem. Uret har desuden indbygget GPS.
Uret lyder til at få en pris på 2.699 kroner, hvilket er en smule dyrt, men til gengæld fungerer det med alle typer smartphones.
14 / 16
Samsung havde allerede annonceret sin Note 8-telefon ved et tidligere event, så nyhederne var relativt få ved IFA.
Det blev dog til lanceringen af to nye wearables: Gear Sport og Gear Fit 2 Pro.
Begge er rettet mod fitness-folkene og har pulsmålere og GPS-trackere, hvis du har brug for dette. Gear Sport minder i høj grad som et lidt tykt herreur, mens Gear Fit 2 Pro mere ligner en sportstracker.
Ligeledes har begge ure også support for Offline Spotify-playlister, så du kan købe dig en tur med uret uden at have din smartphone tapet fast ti overarmen som et andet skulderskjold. Smart.
15 / 16
Samsung lancerede også en mindre 42 tommer-version af sit særlige TV kaldet Frame.
Det er et ultra minimalistisk fjernsyn, der i høj grad minder om en billederamme, og når du ikke ser fjernsyn på den, vil den bladre igennem kunstværker på sin 4K-Skærm eller dine egne feriebilleder.
Flot ser det ud, men det koster også. Lige omkring de 11.000 kroner.
Samsung lancerede også andre TV-nyheder heriblandt nye QLED-fjernsyn og nye gaming-skærme af QLED-typen.
16 / 16
Craft er Logitechs nyeste tastatur, og et særligt et af slagsen. Den er udstyret med en lille knop, som kan rotere, og som du kan tilpasse til både styresystem og app.
Lidt ligesom Microsofts Dial, der kun fungerer sammen med Microsofts Surface-produkter.
Det vil sige, at du kan skifte rundt i faner, skriveborde eller programmer uden at flytte hånden fra tastaturet.
Prisen ligger på knap 200 dollars - cirka 1200 kroner før moms.