KMD skifter bestyrelsesformand den 1. september.
Léo Apotheker bliver erstattet af Jens Due Olsen, der har været medlem af KMD's bestyrelse siden 2016, oplyser KMD.
"Léo Apotheker fortsætter som medlem af bestyrelsen. Samtidig foretages der en række ændringer i KMD's organisation og øverste ledelsesgruppe," meddeler selskabet.
"Der sker for at styrke KMD's tilbud til det offentlige og private marked i Danmark og resten af Skandinavien."
Ny bestyrelsesformand
Léo Apotheker har været bestyrelsesformand i KMD siden 2012.
KMD skriver, at "Jens Due Olsen tilfører betydelig erfaring med bestyrelsesarbejde for store virksomheder i transformationsprocesser."
Den nye bestyrelsesformand udtaler selv:
"KMD har i de seneste 45 år været en af de store drivkræfter i digitaliseringen af Danmark. Virksomheden har en betydelig andel i, at Danmark er det mest digitale europæiske samfund."
"Som den største udbyder af it til både den offentlige og private sektor i Danmark, er KMD en stadigt vigtigere spiller, også for den finansielle sektor og forsyningssektoren."
"Jeg glæder mig til at arbejde sammen med bestyrelsen såvel som KMD's ledelse og medarbejdere."
KMD's nuværende formand, Léo Apotheker, siger samtidig om sin afgang:
"I mine næsten fem år som bestyrelsesformand har virksomheden undergået en stor transformation, og KMD er i dag langt bedre rustet til at servicere både det private og det offentlige marked. Med vores nordiske vækstfokus er det et rigtigt tidspunkt at indsætte en skandinavisk bestyrelsesformand."
"Jeg er sikker på, at Jens Due Olsen kan fortsætte den positive udvikling på tværs af markedssegmenterne både i Danmark og uden for landets grænser. Jeg vil gerne benytte lejligheden til takke KMD's medarbejdere, ledelse samt bestyrelse for deres enorme dedikation og støtte."
KMD's bestyrelse består fremover af:
Jens Due Olsen (formand), Michael Christiansen (næstformand), Morten Hübbe, Léo Apotheker, John Woyton, Thomas Weisman samt medarbejderrepræsentanterne Kim Skovgaard, Else Bergman, Thomas Bisballe og Henrik Harder Olsen.
Også ændringer i ledelsen
KMD kan samtidig meddele, at der også gennemføres en række ændringer i KMD's organisation og i den øverste ledelse.
KMD's to forretningsområder, der leverer software til det kommunale og regionale område, slås sammen til én forretningsenhed under navnet KMD Local Government.
"Mette Louise Kaagaard, der i dag er direktør for den ene enhed, får ansvaret for den nye samlede enhed."
Helle Huss, der i dag er ansvarlig for den anden kommunale og regionale enhed, bliver ny direktør for KMD's erhvervsområde, der styrkes ved at samle en række enheder på tværs af KMD. Den nye erhvervsenhed får navnet, KMD Business.
"Helle Huss afløser Jesper Kryhlmand, der efter gensidig aftale stopper i KMD."
Samtidig får KMD's driftsenhed, Operations, ny direktør pr. 1. september. Frank Olesen stopper efter gensidig aftale og afløses af en ny Executive Vice President, der kommer til KMD med en betydelig erfaring fra it-branchen.
"KMD forventer at kunne frigive navnet på den nye direktør snarest."
Thomas Flarup, der i dag er Chief Operating Officer (COO) i KMD, bliver direktør for KMD's Software Center, som han har været interim leder af siden foråret.
Derfor skifter KMD ledere
Eva Berneke, adm. direktør i KMD, siger om de mange ændringer:
"Justeringerne til KMD's ledergruppe er et naturligt skridt i KMD's transformation. Vi står med et solidt udgangspunkt med flot vækst i vores private erhvervssatsning, og det forretningsområde ønsker vi at udbygge yderligere med etableringen af KMD Business."
"Den nye konstruktion af KMD Business betyder, at vi fremover kan tilbyde vores erhvervskunder en endnu mere dedikeret og samlet tilgang til deres forretning."
Læs også:
Efter nyt krav: KMD har nu erstatningskrav på mere end 1,6 milliarder kroner hængende over hovedet
Utilfredse kunder, møgsager og store erstatningskrav hober sig op for KMD: Hvad er gået galt?