Der var engang, hvor du skulle holde dig langt væk fra billige Android-smartphones.
Svage processorer og en lav mængde RAM betød, at Android-systemet blev langsomt, hakkende og til tider helt opgav at fungere.
I dag er situationen en helt anden.
Mange billige Android-smartphones kan være et særdeles godt køb for pengene. Du må dog leve med, at kamera, batterilevetid og ydeevne ofte er dårligere end i de dyrere topmodeller.
Vi har derfor taget et kig på tre smartphones til en overkommelig pris for de fleste: Samsung A3 til 1.800 kroner, Moto G4 Plus til 2.000 kroner og Huawei P9 Lite til 2.300 kroner.
Samsung A3
Samsung har taget sig alvorligt sammen med selskabets billige, mindre smartphones, der tidligere både var sløve, knirkende og præget af skrabet, billig plastic.
Samsung A3 minder designmæssigt om Samsungs S6-topmodel fra sidste år og er en 'glassandwich' med en metalramme omkring indmaden.
Telefonens skærm har en opløsning på 720 x 1.280 pixels, hvilket er lavere end på både P9 Lite og Moto G4 Plus.
Til gengæld er telefonen meget mere lommevenlig med en skærm på kun 4,7 tommer. Det er den samme størrelse som skærmen på en iPhone 6.
Samsung A3 har ingen fingerskanner. Det har både HuaweiP P9 Lite og Moto G4 Plus.
Inde i telefonen finder du en af Samsungs egne Exynos-processorer. Den er langt fra lige så kraftfuld, som den der sidder i Samsungs topmodel, Galaxy S7, men hvis du ikke begiver dig ud i store 3D-spil, kan telefonen sagtens følge med.
Da vi havde mange apps åbne på samme tid, kunne vi dog godt mærke, at telefonen blev en smule sløv, men det er fordi telefonen blot har 1,5 GB ram.
A3's kamera er på 13 megapixel, og billeder i dagslys er fine, flotte og skarpe. Kameraet kan dog ikke følge med, når solen går ned og gadelamperne overtager. Her bliver billederne hurtigt grynede.
Alt i alt er Samsung A3 en god telefon og en god opgradering, hvis du i øjeblikket ejer en ældre Samsung-telefon og leder efter en erstatning.
Telefonen bliver lidt sløv, hvis du har mange apps åbne, men hvis du undgår det, vil du ikke kunne mærke den lille RAM.
Pris: 1.800 kroner.
Moto G4 Plus
Moto G4 Plus og G4 er de første smartphones fra det nye Motorola, efter at firmaet blev opkøbt af Lenovo.
Moto G4 Plus er udstyret med en skærm på fem tommer med en opløsning på 1.920 x 1.080 pixels, der havde været ren ønsketænkning på så billig en smartphone for bare to år siden.
Under skærmen sidder en fingerskanner, der fungerer lynhurtigt.
Ærgerligt nok fungerer skanneren ikke samtidig som en "hjemknap", og rent designmæssigt ser det rodet ud.
Inde i telefonen finder du en Snapdragon 617-processor, der fint kan agere motor får dine daglige smartphone-opgaver.
Det er en budget-processor, men kun meget få steder oplevede vi, at systemet hakkede, eller at apps var langsomme til at åbne.
Motorola har næsten ikke tilføjet nogle ekstrafunktioner til Android i form af apps, ikoner eller ændret udseende, så hvis du er Android-purist, så er Moto G4 Plus lige telefonen for dig.
Forvent dog ikke at kunne spille spil på telefonen. Efter knap et kvarters Clash of Clans var telefonen varm på grænsen til det ubehagelige.
Telefonen er desuden udstyret med et 16 megapixel-kamera, der skyder udmærkede billeder i dagslys med god mulighed for at zoome ind på motiver i fotoet. Til gengæld er kameraet ikke nær så godt om aftenen, hvor resultatet ofte er meget støjfyldt og grynet.
Du kan også købe den lidt mindre og billigere Moto G4, der har et kamera med færre megapixels og ingen fingerskanner.
Prisen: cirka 2.000 kroner.
Huawei P9 Lite
P9 Lite er en skrabet version af Huaweis fremragende P9-smartphone fra foråret.
P9 Lite har Huaweis egenproducerede Kirin 650 og Huaweis unikke Android-version, kaldet EMUI.
Læs også: Test af Huawei P9: Dobbelt kamera og attraktiv pris gør P9 til en god telefon
EMUI minder i høj grad om iOS, så hvis du i dag ejer en iPhone 4 eller 4S og vil prøve Android, kan Huaweis telefoner give en glidende overgang til Android-universet.
Processoren har lige så meget kraft som sidste års P8-mobil fra Huawei, og den håndterer overraskende godt samtlige apps og spil, som vi testede.
Multitasking er intet problem, og telefonen blev ikke for varm på noget tidspunkt - heller ikke i løbet af længere spil-seancer.
Telefonen har ikke det samme gode dobbeltsigtede kamera som i P9, men i stedet et 12 megapixel-kamera.
Som det er tilfældet med Moto G4 Plus bliver billederne flotte og skarpe, når der er nok lys til stede.
Kamerasoftwaren er god, men der er en lang række ekstrafunktioner, som de færreste nok får brug for.
Pris: 2.300 kroner.
Læs også: Test: Sony Z5 er måske Sonys sidste chance på smartphone-markedet