Salget af pc'er er presset, og 2015 var et katastrofalt år for salget af de personlige computere.
Men ét område har vist sig at have en opadgående kurve, nemlig de såkaldte hybridcomputere: Computere, som både kan fungere som tablet og som en mere traditionel computer.
Blandt andet har Microsoft stor succes med sin Surface-tablet, der sammen med et tastatur-cover næsten fungerer som en bærbar computer.
En hybrid-computer lover det hele: Du kan sidde ved skrivebordet og hamre på tastaturet, alt imens den på den ene eller anden måde kan omdannes til en tablet, som du kan sidde med i sofaen og spille Candy Crush på.
Men inden du hopper ned i den nærmeste Elgiganten for at kigge på en hybrid-computer, så overvej først om du virkelig har brug for tablet-delen.
Her er en række gode råd til overvejelser, inden du køber en Surface, Yoga, Switch eller hvad end din drømmehybrid hedder.
Hvilken type hybrid-computer?
Der findes tre typer hybrid-computere på markedet i dag, som du kan vælge imellem:
1. Tablet-først
En Windows-tablet, hvor der kan tilsluttes et tastatur. Nogle af de bedste eksempler er Microsofts Surface Pro 4, Huaweis nye Matebook eller Dell Venue 8.
Fordelen her er ofte letheden, da formålet er at være en tablet. Omvendt må du ofte leve med en nedprioriteret skriveoplevelse på et mindre potent tastatur end en traditionel computer.
Du skal vælge en tablet-først-Windows-pc, hvis du hovedsageligt skal bruge din Windows-computer som en tablet til underholdning (Facebook, små og lette spil, websurfing, streaming og så videre).
Hvis du i højere grad skal bruge din computer til arbejde eller i hvert fald til at skrive i længere perioder, vil vi foreslå en af de andre løsninger. En Surface Pro 4 er en rigtig god tablet og computer, men det er stadig et værre makværk, når du sidder med tablet plus tastatur i skødet og skal skrive mails.
Nævneværdige tablet-først-produkter:
Surface Pro 4
Huawei Matebook
Lenovo Carbon X1 Tablet
2. Bærbar-først
Bærbar-først er en type computer, hvis primære formål er at være en bærbar pc, men som på den ene eller anden måde kan omdannes til en tablet, uden at du skal skille noget ad.
Her er det mest kendte eksempel Lenovos Yoga-serie, men også HP, Acer og Asus har bygget computere, der kan omdannes til en tablet ved at vende skærmen.
Det betyder en ofte god skriveoplevelse, men tung og kluntet tabletoplevelse.
Du skal vælge en bærbar-først-computer, hvis du hovedsageligt skal bruge den, som man vil bruge en computer - med tastatur og trackpad.
Touchskærmen kan være brugbar, men du behøver ikke rotere computeren for at udnytte den.
Omdanner du bærbaren til en tablet, vil den være stor og klodset at bruge, men det er underordnet, hvis du for eksempel bruger den til at sidde i sofaen for at læse aftenens Computerworld eller e-avisen hos Politiken. Her kan en større skærm end en iPad faktisk være en fordel.
Nævneværdige "bærbar-først"-produkter:
Lenovo Yoga-serie (for eksempel Yoga 900).
HP Spectre X360.
Dells Inspiron-serie.
3. 2-i-1
2-i-1 betyder, at du har et samlet produkt, som kan spilles ad ved at dele tastaturet fra skærmen.
Acer og Asus har flere produkter på markedet, som deles ved skærmen. Fordelen her er, at du køber et samlet produkt, der kan begge dele i modsætning til en Surface Pro-tablet, hvor tastaturet koster ekstra.
Du skal vælge en 2-i-1, hvis du gerne vil være sikker på at have noget acceptabelt fra begge verdener. Ofte - ikke altid - er skriveoplevelsen bedre på en 2-i-1 end på en tablet-først-enhed, og du vil i samme omgang have en bedre tablet, end du får i en "bærbar først"-computer.
Du skal dog leve med, at du højst sandsynlig vil ende med en noget tykkere bærbar computer, end hvis det var en tablet.
Derudover er vægtfordelingen mellem skærm og tastatur ofte så skæv, at computeren ikke kan stå på dit skrivebord uden at vælte bagover, når du bøjer skærmen langt nok tilbage. Et problem du ikke vil opleve på en almindelig bærbar.
Nævneværdige "2-i-1"-computere
Microsoft SurfaceBook
Asus Transformer
Acers Switch-serie
Ville du være bedre tjent med en en rigtig bærbar?
Hybrid-computere er smarte, men du skal virkelig overveje, om du har brug for en computer, der kan deles i to.
For mens en hybrid-computer byder på mange brugsmuligheder, så kan det ende med, at du arbejder på en Surface-tablet udelukkende som en bærbar-computer.
Og var det så ikke bedre at købe en ordentlig bærbar i stedet?
En Surface Pro 4 (128GB/4GB RAM/i5-skylake) koster 8.700 kroner - og det er uden et tastatur til 1.200 kroner, som vi på det kraftigste opfordrer til, at du skal tilkøbe. En Surface uden tastatur er som en fisk uden vand.
For 9.900 kroner kan du købe flere markant bedre udrustede computere. En mere kraftfuld computer, men stadig tynd og mobil, er Asus' Zenbook UX305UA (FC002T) der, koster 8.400 kroner. Den har en i7-processor (Skylake), 8GB RAM og 256 GB SSD.
Testredaktøren her på Computerworld har i længere perioder benyttet både en HP Spectre x360, en "bærbar-først"-hybrid, og efterfølgende en Surface Pro 4, en tablet.
I begge perioder blev de to computere kun brugt, som var de en bærbar computer - kun i meget sjældne tilfælde blev HP-computeren vendt på vrangen og benyttet som en tablet, og Surface Pro 4 har haft sit tastatur tilknyttet næsten hele testperioden.
Begge enheder anser vi som gode computere, der er værd at bruge penge på.
Men du skal virkelig overveje, om du ender med at bruge tablet-funktionen i en Windows-computer. Det ser fristende ud i butikken, og salgsflosklerne er endeløse om mobilitet og apps, men spørg dig selv: Får du det brugt?
... og en rigtig tablet?
Omvendt kan det også være, at du ganske enkelt får mere for dine penge, hvis du køber en rigtig tablet. Det kan sagtens være en Windows-tablet i stil med Dells Venue 8 eller Microsofts Surface-serie, men hvis du kun vil bruge tablet-delen, så findes der bedre muligheder i Android-tablets eller i Apples iPad.
Du vil ofte få et lettere produkt, som er bedre optimeret til dine fingerspidser med bedre batterilevetid, og selvom Windows 10 tilbyder en meget bedre tabletoplevelse end Windows 8 gjorde, så mangler der stadig mange apps til platformen.
Apps, som du nemt kan finde på både iOS og Android.
En hybrid-computer kan sagtens være den perfekte løsning for dig, men det kan også ende med at blive en funktion, du har betalt for, men som du ikke får brugt.
Læs også: Fire dage med Surface Book: Det er en vild computer - men på flere områder fejler den alligevel