Meget kan man sige om George Lucas og Star Wars-filmene, men sans for episke slag har den garvede filmmager altid haft. Som få kan han orkestrere krig på den helt store skala, fra fodsoldater over gående tanks til lynhurtige luftskibe. Der er noget særligt dragende, når han bader himmelrummet i flerfarvede laserstråler, og lysten til at spille en rolle melder sig hurtigt.
Det er omdrejningspunktet for Star Wars: Battlefront-serien, der debuterede tilbage i 2004, men som, undtaget en enkelt opfølger året efter, har været forsvundet fra stjernehimlen. Nu er Battlefront genopstanden, tilbagebragt af svenske DICE, som også står bag den ekstremt populære Battlefield-serie.
Battlefield, Battlefront. Det smager ens, og inspirationen fra førstnævnte er da også klart at spore i det nye Star Wars-spil, på godt og ondt, men nu mest på godt. Der er rigeligt med egne idéer, for ikke at nævne George Lucas' univers, til at differentiere de to fra hinanden.
Kedeligt alene
Men lad os starte fra bunden. Battlefront er nemlig rigtig mange forskellige ting. Det består af en masse små minispil, der alle former spillet i forskellige retninger ud fra grundpræmissen, at det handler om at deltage i det ene episke Star Wars-slag efter det andet.
I ni forskellige spil kan man dyste 8 og helt op til 40 spillere på samme tid, herunder være alt fra fodsoldat over X-Wing-pilot til AT-ST-fører. I særlige tilfælde får man også lov til at lege helt på slagmarken, det være sig i form af Luke, Darth Vader eller en helt tredje nøglefigur.
Eftersom Battlefront ikke har en decideret singleplayer-kampagne, må man træde sine barneskridt i spillets Battle Missions; små set-pieces der fungerer som introduktioner til både spillets forskellige aspekter såvel som Star Wars-universet i al almindelighed (for de som måtte have brug for en genopfriskning). Man ræser på speeder-bikes, flyver X-Wing og får selvfølgelig lov til at svinge lidt med et lyssværd også.
Når de er overstået kan man prøve kræfter med små arenakampe, alene eller med en ven, imod computeren. Det foregår i bølger, hvor der hele tiden kommer flere og flere fjender, der skal nedlægges. Det er desværre relativt kedeligt, for ikke at sige ensformigt, og her svært at føle det grandiøse design, Star Wars og Battlefront er kendt for. Heldigvis fungerer singleplayer-komponenterne primært som optakt til den del af spillet, hvor der virkelig er kød på, multiplayer.
Sprudlende onlineunivers
Online bliver man kastet ud i et væld af forskellige spil. Droid Run, Cargo og Drop Zone er mindre spil, som vi kender dem fra andre skydespil, hvad enten det måtte være capture the flag, domination eller tilsvarende. Disse er uden fartøjer og helte og således nemme at forveksle med de udtrådte FPS-toner, vi har hørt fra andre spil mange gange før, hvor eneste forskel er, at maskingeværslydene her er udskiftet med lasere.
Heldigvis er der også spil, der prøver lidt nyt. Heroes vs Villians og Hero Hunt går all-in på at tilfredsstille mangt en ungersvends Star Wars-fantasi! - Nej, ikke den med Leia i badedragten, men den, hvor man får lov til at være superstærk Jedi- eller Sith-kriger, der ene mand flytter hele kampen.
I Heroes vs Villians spiller man seks mod seks, og hvert hold starter med tre helte. Luke, Leia og Han på den ene side, og Darth, Palpatine og Boba Fett på den anden. De andre spillere er almindelige stormtropper eller rebeller, og runden slutter, når det ene hold har nedlagt det andet holds helte. Dør man som helt, spawner man igen og igen som fodsoldat.
Power-fantasien dyrkes endnu mere i Hero Hunt, hvor syv spillere prøver at tage én helt ned. Man skiftes til at spille som helten, og vinderen er den som, i rollen som helt, har scoret flest point ved at nedlægge fodsoldaterne.
Det er hektisk, kaotisk og ganske herligt at være syv relativt harmløse stormtropper, der tonser rundt på kortet efter Luke, der akrobatisk hopper, svæver og fægter sig igennem hele holdet. I Hero Hunt får man virkelig lov at lege med heltenes unikke kræfter og evner.
Krig på den helt store klinge
Har man lyster i retning af at suse over Hoth, Tatooine og Sullust i X-Wings, Millennium Falcon eller andre fartøjer fra Star Wars-universet, kan man kaste sig over Fighter Squadron; et spil bestående af kun luftkrig i de velkendte rumskibe fra filmene.
Luftkrigene er det, som mange husker bedst fra de tidligere Battlefront-spil, og desværre falder den nyeste iteration lidt til jorden her. Styring, hastighed og sigte er simplificeret, så alle kan være med, men desværre på bekostning af den ekspertise, som manøvrerne i særligt Battlefront 2 forudsatte. Det føles lidt fladt det meste af tiden, og kun sjældent mærkes den kaos og forvirring, som gjorde den tidligere udgave så underholdende.
Heldigvis er rumskibene bedre inkluderet i Walker Assault og Supremacy, Battlefronts største spil. I Walker Assault skal Imperiet beskytte to AT-AT Walkers på vej mod rebellernes base; tilsvarende skal rebellerne forsvare basen og bruge X-Wings til at tage de store maskiner ned, inden de når basen.
Det giver et ret fint ulige spil, hvor Imperiets overmagt og konstante fremmarch betones af både den maskinelle overmagt - AT-AT'erne er grusomt drabelige for både fly og fodsoldater - og det faktum, at rebellerne hele tiden må være i bevægelse og flytte fokus fra den ene skyttegrav til den næste. Hvert hold består af 20 spillere, og den episke følelse af at se så mange medspillere storme frem over slagmarken ubeskriveligt fed.
Walker Assault har en snert af et historiemæssigt narrativ og et forløb i banerne, som til gengæld mangler i Supremacy. Heri gælder det om at indtage det andet holds kontrolsteder i en udstukket rækkefølge; en slags tovtrækkeri hvor man med laserpistoler og lyssværd skal skubbe de andre ud af kortet. Man spiller 20 mod 20 og kan kontrollere både fartøjer, rumskibe og helte undervejs.
Supremacy fungerer som en kæmpemæssig team deathmatch-deluxe, hvor Star Wars-elementerne krydrer en stor og virkelig velsmurt spiloplevelse. Det er særligt i Supremacy, at Battlefield-ophavet skinner igennem. Fly, "kampvogne" og fodsoldater side om side i et stort forvirrende slag fungerer godt.
Desværre er størrelsen på kortene skaleret lidt ned i forhold til Battlefield. Det giver en mere komprimeret oplevelse, så man hele tiden er i gang, men dæmmer desværre også op for de taktiske manøvrer og de strategiske elementer, som er Battlefield, når Battlefield er bedst.
Tårnhøj produktionsværdi
Gennemløbende for Battlefront er en knivskarp grafik og et lydbillede, der nemt står mål med filmene. Produktionsværdien er helt i top, og sommetider kan det være svært at skelne spil fra film. Når først man har prøvet at løbe mellem fødderne på en AT-ST, alt imens brølende X-Wings suser hen over hovedet på en og rød/grønne laserstråler giver kolorit til omgivelserne omkring en, føles det vitterligt at stå i den der galakse langt, langt borte.
Min største bekymring bed Battlefront er, at det føles lidt tyndbenet. Til trods for de mange forskellige spiltyper er der stadig kun seks helte, en håndfuld fartøjer og 11 våben i spillet, og jeg er personligt allerede kørt lidt fast i det efter kun 15 timers spil. Jeg håber, at det åbner mere op, når nyt indhold løbende rammer, men det kræver selvfølgelig, at man punger ud for det meget dyre sæsonpas.
Det være sagt er Star Wars Battlefront virkelig godt, så længe det varer. Er man fan af Star Wars, eller bare helt generelt tosset med kæmpemæssige slag, hvor både fodtropper, tanks og fly pryder slagmarken på én og samme tid, er det svært at komme udenom.
Karakter: 4/6
Læs også: [b]Anmeldelse: Når jordens undergang bliver til spil-poesi [/b]
