Artikel top billede

Test: Det her kan HTC's iPhone-lignende HTC One A9

HTC's nyeste telefon, A9, ligner en perfekt blanding mellem iPhone og Android. Se her, hvordan det fungerer i praksis.

HTC One A9 ligner en iPhone 6. Ikke bare lidt, som havde det været et tilfælde, men som i ned til mindste detalje.

HTC har fralagt sig næsten alle designværdier, som ellers ligger i HTC One-serien, og bygget en iPhone-kopi. Den føles som en iPhone - bare lidt anderledes.

Og det gør ikke noget.

For HTC One A9 er et godt udviklet produkt, som i brugeroplevelse overgår mange af topmodellerne på trods af dårligere specifikationer. 

Apple vil formodentligt ikke kaste om sig med søgsmål, da Apple selv har kopieret.. ehem... ladet sig inspirere af HTC One M7's antennestriber.

Så kan vi lige så godt forholde os til, hvad telefonen er:

En flot telefon, som gør alting godt - men ikke perfekt - til en lidt for høj pris.

Fantastisk udført
HTC One A9 er en 5.0 tommer stor telefon med en FullHD-AMOLED skærm.

Telefonen ligger godt i hånden og tasterne, som alle sidder på højre side, er lette at finde med telefonen i én hånd.

Specielt en lidt rillet overfade på tændknappen føles lækker at røre ved og er en god detalje.

Telefonen er udført i ét stykke metal enten i sølv eller en form for sort.

Og imens den i stor stil ligner noget, som ikke længere skal nævnes, føles den ikke som en billig kopi.

A9 er en veludviklet, veldesignet og velproduceret telefon, som i form at materialer og design ligger i den absolut øverste klasse.

Der er kun én virkelig dum fejl ved A9's design: Telefonen har software-knapper, som dukker op, når skærmen tændes. Det vil sige, at en tilbage-, multitask- og en homeknap findes nederst på skærmen ligesom på mange andre Android-telefoner.

Men under skærmen finder du en fingerskanner, som også fungerer som en Home-knap. Det vil sige, at du har to home-knapper lige ved siden af hinanden. En lille, men dum designfejl.

Når vi nu snakker om fingerskanneren, så fungerer den perfekt.

Den læser fingeraftryk bedre end på for eksempel en Samsung S6, og også med en højere succesrate end på en iPhone 6.

Bare det at du kan lægge fingeren på skanneren, hvorefter skærmen automatisk tændes og låses op, fungerer hamrende godt.

Den eneste grund til at røre den lækre, rillede standby-knap er for at slukke skærmen.

Lydkvalitet og kamera
Under testen af A9 har vi haft telefonen med rundt i store dele af Danmark. Forbindelsen har været stabil og god under hele testperioden.

Kun  omkring Skanderborg i et DSB-tog forsvandt forbindelsen for alvor, men det har nu været tilfældet for alle telefoner, som vi har testet.

Opkald har fungeret godt, og lyden er tilfredsstillende for både modtager og kalder, men HTC har også gjort meget for at gøre lyden så god som mulig.

Hvis du er glad musiklytter, giver A9 dig en virkelig god lydoplevelse.

HTC har fjernet de ikoniske "Boomsound" frontvendte højtalere, som andre One-modeller har haft og har i stedet fokuseret på lydkvaliteten i headsettet med "Boomsound" med hjælp fra Dolby.

Musikken får i hvert fald noget mere dybde, men til tider en lidt for livlig bas. Heldigvis kan du meget nemt slå Dolby-effekten fra.

Musik fra for eksempel Spotify lyder virkelig flot og tydelig igennem A9, og har du musik i en højere kvalitet end de fleste - 24-bit lostless format som blandt andet tjenesten Tidal tilbyder - skulle lydkvaliteten være endnu vildere. Dette er dog ikke testet.

Kameraet skal også have ros med på vejen.

Med en 23 MP sensor tages der billeder i en høj opløsning med gode detaljer.

Specielt i godt lys skyder kameraet nogle gode fotos.

A9's optiske billedstabilisator gør også, at du nemt kan få billeder, som ikke er rystede, og det giver også nogle flotte billeder omkring solnedgang, men forvent dog ikke billedkvalitet a la Samsung Galaxy S6 eller LG. Men det er tæt på.

Har du en fotograf skjult i dig, som ønsker noget mere frihed,  er der en meget gennemført "pro"-funktion, hvor du kan skyde i RAW-format og ændre i blænde, lukketid og hvad har vi.

Der er endda en funktion til at auto-redigere RAW-filerne til ofte vellykkede JPG'er.

Ja altså hvis du kan finde rundt i den del af softwaren, for den er ikke helt let at navigere rundt i.

HTC lover desuden, at kamera-appen skulle være 0,6 sekunder om at åbne, men det har langt fra været tilfældet. Alt for ofte tager det fire-fem sekunder før telefonen er klar til at tage billeder.

Android 6.0 (Marshmallow)
A9 kommer med Android 6.0 som en af de første telefoner på markedet. Android 6.0 - også kaldet Marshmallow - tilbyder ikke de store egentlige nyheder, men i stedet en stor række opgraderinger under androidens kølerhjelm.

Blandt andet er Androids nye, grafiske designsprog, Material Design, spredt en del mere ud over systemet i Android 6.0.

Det vil du dog ikke se det store af.

HTC benytter sig af sin egen grafiske overflade, Sense, som dækker hele systemet.

Tidligere har HTC's Sense i høj grad været et minus ved selskabets telefoner, da det alt for ofte fik systemet til at hakke og fungere dårligere end en mere "ren" Android-version, men ikke denne gang: HTC One A9 flyder igennem sine menuer, og apps åbner hurtigt og stabilt.

Faktisk giver HTC One A9 en markant bedre oplevelse af Android, end for eksempel Samsung galaxy S6 Edge+ gør. Menuer, animationer og overgange mellem apps er flydende og velfungerende, og det er på trods af en processor, som absolut ikke matcher den i Samsungs topmodeller.

Under det smukke metals ydre ligger der en Snapdragon 617-processor med tilhørende GPU, og som navnet hentyder (top-processorerne starter ved 800 og opefter), er det ikke den telefon med de fleste hestekræfter.

Reelt betyder det, at hvis du spiller grafisk krævende spil, kan du ikke undgå at opleve hakken i spillet, eller ventetid imellem apps, hvis du hopper fra et krævende spil til for eksempel Facebook. Det er ikke noget, du oplever på samme måde på en Samsung Galaxy S6 eller LG G4 eller sågar HTC One M9.

Men som "almindelig" smartphone-bruger, som ikke sætter sig ned og spiller mange spil, vil du aldrig opleve manglen på hestekræfter, og det er imponerende, at HTC har kunne skabe så god en Android-oplevelse med den valgte hardware.

Og det er på sin vis ikke et problem, at der ikke er topprocessorer i A9, da A9 ikke er en toptelefon. Problemet ligger dog i, at A9 er prissat som en toptelefon.

Hvem er målgruppen?
Prisen for en HTC One A9 ligger på 4.999 kroner (vejl. pris).

Til sammenligning koster Samsung S6 - godt nok fra februar - i dag kun 4.299 kroner.

Og imens HTC One A9 er en flot designet telefon med masser af byde på, har Samsungs S6 næsten alt det samme - bare med en noget bedre ydeevne.

Så du kan altså købe en topmodel billigere end HTC One A9. Det åbner op for spørgsmålet: hvem er A9 rettet mod?

Telefonen minder meget om Samsung Alpha fra sidste år. Det var en testtelefon fra Samsung, som skulle teste markedet for en Samsung-telefon i metal.

Den havde ligesom One A9 et nyt og ganske flot design, men en relativt middelmådigt hardware, som ikke nødvendigvis gør det bedste for telefonen såfremt, at du bruger din telefon til store, krævende spil. 

Så hvem skal købe A9?

Det skal du, hvis du er musikglad, vil have et udmærket kamera med potentielt mange funktioner og Android 6.0 fra starten af.

Men måske vigtigst af alt er A9 til dig, hvis du er vild med iPhone 6's design, men samtidig er glad for friheden i Android.

Du skal dog være parat til at betale lidt ekstra for telefonen, hvor det er design, kamera og lydkvalitet, som du giver penge for i One A9 og ikke en stærk processor eller mere hukommelse.

Ligeledes er A9 for dig, hvis du vil have en af de bedste Android-oplevelser på markedet, og det er da ironisk, at vi skal finde det i en iPhone-klon.

Du kan dog stadig få en bedre oplevelse - til billigere penge, men i plastik - i Nexus-telefonen 6X fra LG eller den meget mere kraftfuld telefon med bedre kamera og skærm i en Samsung Galaxy S6.

Læs også: Test: Samsung S6 Edge+ er en gigantisk version af en allerede opsigtsvækkende telefon


Loading ikon