Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Atea: Vi taber ordrer efter bestikkelsessag

Sagen om bestikkelse i Region Sjælland ser ud til at smitte negativt af på hele Atea-koncernens indtjening. Nu lægger ledelsen op til nedskæringer og måske endda fyringer i Danmark.

"Det har været det mest barske kvartal i min forretningskarriere."

Sådan lød den åbenhjertige åbningsreplik fra Ateas norske koncernchef Steinar Sønsteby, da han her til morgen præsenterede selskabets regnskab for årets andet kvartal.

Steinar Sønsteby henviste direkte til Ateas rolle i den danske sag om mulig bestikkelse i Region Sjælland, og han brugte meget af sin taletid på at fortælle om de konsekvenser, som sagen har haft for Ateas økonomi - ikke mindst i selskabets danske afdeling.

Siden sagen kom frem den 9. juni har Sønsteby og hans kolleger i Atea brugt meget energi på at tale med bekymrede kunder. Mere end 100 kundemøder er det ifølge koncernchefen blevet til på den konto, fortalte han blandt andet.

Stærkt påvirket

"Situationen i Danmark er meget stærkt påvirket af bestikkelsessagen, og vi vil gøre, hvad vi kan for at rydde op både eksternt og internt i tæt samarbejde med kunder og leverandører," lød det i dag fra Steinar Sønsteby, som gentog den tidligere melding om, at Atea samarbejder fuldt ud med politiet om at få klarhed over sagen.

Han oplyste desuden, at en række offentlige kunder i Danmark har aflyst eller udskudt en række ordrer med direkte henvisning til den igangværende bestikkelsessag.

"Vi har ikke tabt kunder, men nogle ordrer er blevet forsinket, og i Danmark har vi tabt ordrer," sagde Steinar Sønsteby.

Tumulten smitter af på kvartalsresultatet for hele Atea-koncernen, hvor overskuddet (EBITDA) er faldet med 11 procent - fra 177 til 157 millioner norske kroner. Ateas danske afdeling står for mere end to tredjedele af den mistede indtjening.

Aflyste og forsinkede ordrer betyder også, at væksten i Ateas danske forretning på bare en måned er gået helt i stå.

Ganske vist er omsætningen steget med godt ti procent til i alt 1,5 milliarder kroner ud af Ateas samlede kvartalsomsætning på 5,8 milliarder kroner.

Men tager man højde for opkøbet af firmaet Axcess i december i fjor, står den danske afdeling ifølge Atea lige nu reelt i stampe.

Som en konsekvens har Atea i Danmark indført ansættelsesstop, ligesom man har varslet såkaldt "selektiv tilpasning af arbejdsstyrken" - der må formodes at være et andet udtryk for fyringer.

Steinar Sønsteby trøster dog investorer og aktionærer med, at bestikkelsessagen i Ateas optik kun omfatter to kunder, og at sagen derfor er "begrænset i omfang", som han udtrykker det.

Atea forventer derfor, at salget til den offentlige sektor i Danmark vil komme tilbage på normalt niveau i anden halvdel af i år.

Allerede i sidste uge tog Atea det første skridt i den retning, da selskabet vandt udbuddet af en stor kommunal pc-aftale, som over de næste tre år vil give en omsætning på op mod en halv milliard kroner.

Ateas administrerende direktør i Danmark, Morten Felding, har ikke ønsket at kommentere, hverken bestikkelsessagen eller det seneste kvartalsregnskab.

Læs også:

Alle seks i bestikkelsessag er blevet løsladt

Atea forbyder kundegaver og indfører whistleblower-ordning efter bestikkelsessag




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Enterprise Architecture Day 2025 - Aarhus: Compliance, cloud og AI-governance

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, sikkerhed og compliance, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

27. marts 2025 | Læs mere


SAP Excellence Day 2025

Hvordan du orkestrerer og opdeler SAP-projekter for at opnå gevinster hurtigere? Hvordan påvirker AI fremtiden for SAP i almindelighed og måske også din virksomhed? Dette er blot nogle af de svar du får ved at deltage på denne spændende konference.

03. april 2025 | Læs mere


Er I klar til næste hændelse?

I en tid hvor truslerne mod it-driften kun vokser, er det afgørende at kende forskellen på backup, availability og disaster recovery. Deltag og få konkret viden og praksisnære eksempler på, hvordan I kan styrke jeres beredskab.

07. april 2025 | Læs mere