Det er nogle klatøjede børn, som Computerworld møder lørdag klokken 10.
"De sidste gik i seng kl. 03 - og så var de tidligt oppe igen for at arbejde videre. Der er også et par enkelte, som slet ikke har været i seng", forklarer Martin Exner - formanden for Coding Pirates, et privat initiativ, som skal lære børn at programmere.
Coding Pirates, som oprindeligt startede som en ide hos den læreruddannede Martin Exner i oktober 2013, er normalt såkaldte klubber, som mødes 2 til 4 gange om måneden og lader børn og unge mellem 7 og 17 prøve kræfter med programmering og spiludvikling.
24 timers Game Jam
Men i weekenden var der dømt Game Jam i lånte lokaler hos Microsoft i Hellerup - og 100 børn og 30 frivillige arbejdede næsten uafbrudt i 24 timer med at få spilkoncepter og spil klar. Du kan se videoer med nogle af spilkoncepterne her.
Undervejs med besøg fra eksperter som Jakob Stegelmann fra DRs Troldspejlet og Tim Shepherd fra spilfirmaet Chroma Studio.
Og skulle du være i tvivl om, hvorvidt de fremmødte børn tager det alvorligt, så er det bare at se på de bøjede nakker, den koncentrerede mumlen i grupperne - eller de 10 gange vi bliver afbrudt i interviewet: "Martin...øhhhh, hvad var det nu det screen capture tool hed?".
Heldigvis er de 30 frivillige voksne parat til at yde hjælp - uanset om det drejer sig om (endnu) en væltet cola eller en mere it-relateret udfordring.
Den dedikationen er ikke overraskende for Martin Exner, for Coding Pirates er baseret på frivillig arbejdskraft. Og de holder ved, forklarer Martin Exner:
"Af de 15 frivillige, vi startede med, så er 12 af dem stadig med. De frivillige er i øvrigt en god blanding af it-folk og så folk med underviser-erfaring."
Dedikationen gælder også børnene, som efter et 4 ugers introduktionsforløb med for eksempel Small Basic, kan vælge at arbejde videre med sprog som Python eller Computercraft til Minecraft:
"Vi har mest drenge, men jeg er imponeret over så mange piger - i teenageralderen - som også finder det spændende. Mange af børnene er børn af folk som selv arbejder med it. Og så holder de fleste børn fast, de skifter lidt afdeling alt efter, hvad der passer. Men de bliver ved," uddyber Martin Exner.
Coding Pirates har ikke selv lokaler, men samarbejder med skoler, it-virksomheder og offentlige institutioner som biblioteker eller universiteter om at lægge hus til en lokal afdeling - sådan som det er sket med de to seneste afdelinger hos it-virksomheden Pentia på Islands Brygge og hos Datalogisk Institut på Østerbro.
I alt har det - indtil videre - resulteret i 7 lokale klubber. De er for det meste baseret i Københavnsområdet, men senest er afdelinger i både Roskilde og i Århus kommet til.
Det er der også behov for, for allerede nu tæller ventelisten hos Coding Pirates 300 håbefulde børn med interesse for programmering.
Du kan læse mere om Coding Pirates og deres lokalafdelinger her.