Artikel top billede

(Foto: Morten Sahl Madsen)

Historien om slagen pc-kæmpe: Derfor gik det så galt for os

For fem år siden var Acer den næststørste producent af computere i verden. Hvad gik galt, og hvor er Acer på vej hen nu?

Den var rød. Min første Acer-bærbar - ja, faktisk min første bærbare overhovedet.

En rød Acer Ferrari 3000, købt for mine hårdt opsparede sommerferiepenge. Et monster af sin tid med dedikeret grafikkort under kølerhjelmen, der smukt var udarbejdet i samarbejde med F1-giganten selv.

Jeg elskede den maskine. Også selvom den blev brændende varm i venstre side, hvor ens hånd skulle ligge, dens batterilevetid var ikke-eksisterende, og den knirkede og knagede i sin plastik, når jeg tog den op af tasken.

Verden så noget anderledes ud for syv år siden. Dengang sad Acer tung på pladsen som den andenstørste producent af pc'er på verdensplan.

Hvor end man drejede hovedet, ville man se en Acer-bærbar, og specielt i Danmark hvor den taiwanske producent altid har haft et stærkt marked.

I dag er udsigten en noget anden. Hvor Acer før var altdominerende, ser jeg i stedet matsorte Lenovo-pc'er og skinnende aluminiumsmaskiner med frugter på i lufthavnen, hvor jeg venter på mit fly mod New York.

Acer har inviteret til fremvisning af sine kommende produkter - og forhåbentlig til en snak om fordums tid, og hvad der gik galt.

En faldende gigant

En faldende gigant

Den racerrøde Ferrari 3000 kostede dengang 11.000 kroner, men hvor Acer virkelig havde sin niche, og sikrede markedsandele, var på de mere billige bærbare computere, som var at finde i mange hjem.

Tunge og klodsede var mange af dem, men dengang havde mobility på ingen måde det samme fokus som i dag.

Jeg skriver mine spørgsmål ned på min iPad Mini, inden at jeg tager min Windows Phone op og tager tre hurtige billeder til Twitter af New Yorks imponerende skyline, imens bussen kører mod Location 5, hvor Acers store arrangement skal foregå.

Nu handler alt om mobility, og Acer var ganske enkelt ikke hurtig nok til at indse, hvor stort et marked tablet-pc'er ville blive.

En fatal fejl.

Netbooks storhedstid

Samtidig var Acer en af de absolut største indenfor netbook-genren, som var voldsom populær i midt 00'erne.

De små bærbare med svage processorer og lavresolutionsskærme, men med lang batterilevetid, blev hurtigt overskygget af både smartphonen og specielt tablet'en, samtidig med at normale bærbare også fik en mere håndterbar størrelse og batterilevetid.

I Acers grønt oplyste presserum står Jason Chen foran den samlede journalistflok.

Som den nyligt udnævnte CEO for Acer står han som en kaptajn på en synkende skude kun udstyret med vådt papir til at lappe de gabende huller i skroget.

Han taler i korte sætninger med lange pauser. Både for at være dramatisk, men også for at være sikker på, at pressen får det hele med.

"Vi har gennemført en 100-dages plan siden første januar. Der har været meget, som skulle ændres. Vi er stadig en pc-producent, men vi er meget mere end det," forklarede Jason Chen.

Han går ned igennem publikum og lægger hånden på en af journalisternes skuldre.

"Der er meget, der stadig skal gøres, men det skal nok lykkes," siger han - igen med lange pauser.

I et forsøg på at få vendt skuden har Jason Chen valgt at gå en lidt anderledes vej i forretningen. I stedet for at fyre og skære ned, har han optimeret og forsøgt at inspirere sine ansatte, så de vil yde mere i et miljø, hvor de ikke skal kæmpe med så meget bureaukrati.

Styrkerne er fundet i Acer, forklarede Jason Chen - nu skal de bare bruges.

"Vi voksede for hurtigt"

"Vi voksede for hurtigt"

Efter fremvisningen af en imponerende række af nye produkter - som ikke længere ligner det knirkende plastik, som jeg husker det - åbner der sig store haller, hvor computerne står til rådighed.

Iblandt fremvisningen af computerne var der også et par tablets, og et smugkig på efterårets to måske største produkter fra Acer: En kommende smartphonemodel og et smartwatch ved navn Leap Liquid.

"Vi har altid været, er stadig og vil forblive et pc-firma, men vi er jo også bevidste om, at markedet er blevet mindre, så vi bevæger os selvfølgelig også der over, hvor vi kan få en markedsandel," havde Jason Chen forklaret på scenen.

Pc-markedet begyndte at falde tilbage i 2009, efter at iPad'en og andre tablets roligt begyndte at få grund under sig. Derefter faldt alle pc-producenters markedsandele, da tablets overtog dem, men særligt Acer slog sig hårdt på "pc-krakket", der lå oven i det økonomiske krak.

Jeg føler mig underlig medskyldig, da jeg sidder og skriver noter på min iPad under et interview med Acers europæiske direktør.

For ham er tablet-markedet et marked, som Acer burde have været på meget tidligere.

"Inden pc-krakket ekspanderede vi jo voldsomt. Vi var i en boble af vækst, og Acer havde slet ikke forudset det marked, som tabletten viste sig at tage, så vi kan vist roligt indrømme, at vi - ligesom de fleste andre pc-producenter - var for langsomme til at hoppe på vognen," forklarer Neil Marshall, EMEA direktør hos Acer til Computerworld.

Samtidig havde Acer opbygget store lagere med computere, som de fik overtalt distributører til at opkøbe tilbage i 2009, hvilket betød, at både Acer og distributørerne endte med store lagre af produkter, som var meget svære at komme af med.

Det betød en meget kold luft mellem Acer og mange distributører. En kold luft som først nu her er ved at være forsvundet helt.

For at det ikke skulle være nok, var Acer også ramt af en periode, hvor deres service - eller mangel på samme - skræmte kunder væk i stimevis.

"Vi voksede simpelthen for hurtigt, og så glemte vi vores service og after-sale. Det var en katastrofal fejl, som vi har lært af, og nu vinder vi priser for vores service i flere europæiske lande," siger Neil Marshall.

Post-pc

Post-pc
Acer er stadig en af de mest sælgende bærbar-producenter i Vesteuropa og har stadig en stærk markedsandel i Norden.

Og heldigt nok for Acer er det faldende pc-salg ved at stabilisere sig selv. Ifølge IDC var der en stigning i pc-salget i Vesteuropa på 8,6 procent i andet kvartal i 2014, hvilket IDC regner med kommer fra en stigende økonomisk vækst i business-verdenen.

Det er den bølge, som Acer vil ride med på. Imens consumer-markedet er ved at være mættet, så er der stadig en del markeder, som stadig er guldgrupper.

Blandt andet går Acer stærkt efter Business to business-segmentet, som HP og Lenovo ellers har siddet tungt på.

"Også undervisningssystemet vil vi gå stærkt efter. Der er mange skoler, som kører forældede systemer, eller ikke har bærbare computere til eleverne, og det er et marked, som vi vil ind og få stærkt fat på," forklarede Neil Marshall.

Acer har satset stort på de nye Chromebooks, der kører Googles Chrome OS, et skybaseret styresystem, som skal være online for at virke optimalt. Et system som Acer mener passer godt ind på blandt andet skoler.

Efter interviewet med den europæiske direktør står jeg med en Iconia 7 i hånden. En af Acers nye tablets.

En veludført 7-tommer tablet med et farverigt bagcover, men som jeg frygter ikke vil kunne bryde igennem det duopoliserede tabletmarked, som Apple og Samsung sidder så tungt på.

Ved siden af står en Aspire V11 i skrigende violet. Dens flotte linjer i aluminium tiltaler mig, og igen ved siden af står deres All-In-One maskine, U5 610.

Acer har et af de bredeste porteføljer af alle producenter, og man kan kun håbe for dem, at de rammer rigtigt med bare et af spredehaglene. Spørgsmålet er så, om det er nok?

Læs også:

Nyhed: Det er en bærbar - nej, det er en tablet - nej, det er ...

Tabletsalget flader ud - og førerhunden taber terræn