Artikel top billede

Pas på din forretning: Fragt koster mere end markedsføring

Fragt kan koste en netbutik kassen, hvis man ikke ser sig for. Det handler om at finde den rigtige strategi.

Fragtomkostninger er et vilkår, som netbutikkerne må leve med. Og selvom der er lige så mange forskellige fragtpris-politiker, som der er online-forhandlere, ender regningen for levering alligevel altid hos kunden.

Levering er ifølge branche-organisationen Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) samtidig et sted, hvor du kan styrke din overskudsgrad, hvis du gør det fornuftigt. Gør du ikke det, risikerer du at spilde gode salgskroner på distribution.

"Vi har jo lavet en undersøgelse blandt vores medlemmer, og det viser sig, at faktisk udgør leveringsomkostningerne procentvis en større omkostning end udgifterne til markedsføring," fortæller Henrik Theil.

Derfor har fragtprisen stor betyding for, hvad der sælges via en online-forretning, men samtidig også, hvad det kan betale sig at sælge. 

For hvis avancen bliver spist op på grund af udgifterne til fragt, giver det ingen mening at sælge en vare for eksempelvis 200 kroner. Der skal nemlig en pæn mængde ordrer til for at udligne de udgifter, der er forbundet med leveringen til kunden.

Gør det nemt for kunden

Henrik Theil, der er kommunikationschef hos FDIH, mener ikke, at der er noget entydigt svar på, hvordan man løser udfordringen med udgifterne til fragt. Det handler om at gøre det gennemskueligt for kunden, der skal betale gildet.

"I den her fødekæde er der kun én, der betaler i sidste ende - og det er kunden," siger Henrik Theil.

Derfor er vigtigt at tilrettelægge sine priser på en måde, så de giver et ærligt billede over for kunderne, så de har lyst til at komme tilbage. 

"Man kan sagtens lægge en fragtpris oveni, hvis man bare meget tidligt oplyser om det, så kunden ikke får en ubehagelig overraskelse," siger Henrik Theil.

Norsk model skaber flere konfliktsitationer

Ifølge FDIH foreligger der ikke en nagelfast model for, hvordan man bedst dækker sine fragtomkostninger ind. 

"Den rigtige måde er at overholde lovgivningen, være åben om hvad man gør og have styr på, hvordan man markedsfører sine priser," siger henrik Theil.

Der kan være en naturlig træghed fra nogle e-butikkers side, når det handler om at ændre prisstruktur, mener kommunikationschefen i FDIH.

"Hvis man én gang har lagt sig fast på en model, og det går rigtig godt for butikken, er det måske svært at lave en ny prisstruktur, hvor man lægger fragten ind eller beregner den på en anden måde," forklarer Henrik Theil.

Tåbelig tilgang i Norge

I Norge forsøger nogle netbutikker sig med gratis fragt, hvis kunden er villig til at vente nogle flere dage på at få sin ordre leveret. Den løsning falder bestemt ikke i god jord hos Henrik Theil, der mener, at grænserne mellem hurtig og gratis levering hurtigt bliver udvandede.

"At lave håndfaste regler som i Norge er tåbeligt og svarer til, at en liter mælk koster syv kroner, hvis den er helt frisk fra mejeriet, og er den én dag gammel, koster den kun seks kroner. Det er at diktere priser og vilkår i et åbent og liberalt erhvervsliv. Det kan vi overhovedet ikke gå ind for," siger han om den fragtpris-model, som blandt andet Netonnet i Norge er begyndt at benytte sig af.

Henrik Theil mener desuden, at det kommer til at skabe flere konfliktsituationer. I stedet bør forhandlerne i langt højere grad fokusere på muligheder for at afstemme kundens forventninger.

"Så hvis kunden får opfyldt sine forventninger og butikken vinder på det, har vi det ideelle af et liberalt marked. Det hylder vi langt mere end håndfaste regler for om det skal gå til højre eller venstre om eller tage en dag eller to længere," siger han.

Henrik Theil vil dog alligevel ikke afskrive, at det kan være én vej at gå, hvis der er mange kunder, der der vil vente et par dage ekstra mod at spare fragtomkostningerne, og butikken samtidig kan reducere sine omkostninger.

Derfor er fragtomkostninger så vigtige

Den enkle udgave er, at du tørrer hele udgiften til levering over på kunden og dermed lægger den oven i prisen. Det kan dog vise sig som en rigtig dårlig vej at gå, hvis en del af kunderne dropper butikken af samme grund.

"Du skal hele tiden anskue din forretning udefra og se på, hvad kunden forventer. Hvis kunden hellere vil have én samlet pris up front og ikke skal spekulere mere i ekstra gebyrer, også selvom det koster 20 eller 30 kroner mere, så er det den rigtige model for dig," siger Henrik Theil.

En mulighed kan ifølge FDIH derfor være, at man lægger omkostningerne ind i prisen og giver en samlet rabat ved ordrer for større beløb eller opretter en bonusordning, hvor kunden løbende optjener loyalitetspoint. 

"Alternativt kan man også se sig efter en ny distributionsaftale, så man får det billigere et andet sted end det nuværende," siger Henrik Theil.

Mange modeller - ingen rigtig

En helt anden model kan være en selvhenterløsning med pick-up-points, hvor kunden vælger, hvor varen skal afhentes. Den løsning medfører for nogen en højere grad af fleksibilitet, mener Henrik Theil.

"Selvhenterløsningen passer ofte folk bedre, fordi du kan hente din bestilling et sted, der passer dig,  inden for et bestemt tidsrum. Så er du ikke afhængig af, at der står en postmand uden for din dør og fægter med en pakke, mens du er på arbejde," siger Henrik Theil.

Han understreger samtidig, at der ikke er én løsning på, hvordan du løser udfordringerne med omkostningerne til levering, når du driver e-handel.

"Hvis der var én rigtig løsning, ville nogen have fundet ud af det, og alle andre ville gøre det samme," forklarer Henrik Theil.

Han opfordrer i stedet online-forhandlerne til at tænke på, hvordan de udvikler deres forretning bedst muligt. Også selvom det sandsynligvis for nogle butikker vil betyde, at de er nødt til at give afkald på de gamle, faste modeller.

"De bør måske tænke nyt engang imellem. Det kan jo være, at der er en anden måde at gøre tingene på, som er smartere," siger Henrik Theil.

Derfor vil det være en afgørende konkurrenceparameter, der kan fortælle, om man som netbutik gør det godt eller skidt,  da danskerne ifølge Henrik Theil er ekstremt prisfølsomme ved e-handel.

"Levering bliver et af fremtidens vigtigste konkurrenceparametre, og dem, der kan finde ud at ramme kundens behov, er dem, der vinder," konstaterer Henrik Theil.

Læs mere:




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere