Hvis du skal ud i den københavnske kulturnat, er der rig mulighed for at få nogle gode it-oplevelser med hjem i varmen.
Ud over at downloade det officielle guidekort til kulturnatten og deltage i diverse konkurrencer, stiller flere uddannelsesorganisationer, offentlige myndigheder og virksomheder op med digitale oplevelsesmuligheder i den københavnske nat, hvor der i alt vil være over 600 arrangementer.
Udstil dig selv på Rådhuspladsen
På Rådhuspladsen i hovedstaden vil Københavns Museum blandt andet stille en interaktiv skærm op med navnet Væggen, hvor københavnere og andet godtfolk i løbet af aftenen kan bladre rundt i museets samling samt se spritnye film fra Københavns Film- og Fotoskole.
"Medbring gerne USB med egne københavnerfotos til upload," lyder opfordringen fra museet.
Ude på IT-Universitetet på Amager vil teknologiinteresserede sjæle kunne få et indblik i, hvordan it kan bruges under overskriften "Det vidste du ikke, it kunne". Blandt andet vil universitetet løfte sløret for sine nyeste opfindelser til interaktive vægge og borde.
Derudover vil universitetet blandt mange andre ting også give prøver på sine egenudviklede computerspil og vise, hvordan publikum kan blive en del af en sorteringsalgoritme.
Find vej og vind en bil
Skattejagter ved hjælp af it og interaktive kort er et af de store temaer i år.
Klokken 18 begynder det lokationsbaserede Mini Getaway-spil til iPhones, der går ud på at finde en Mini (bil) og vinde køretøjet for et år. Du kan finde mere information her.
Også Ingeniørforeningen på Kalvebod Brygge disker op med skattejagt, hvor hele familien via geocaching kan bruge GPS til at finde rundt i byen.
Kort- og Matrikelstyrelsen vil på Højbro Plads vise interaktive kort frem, så folk ved selvsyn kan konstatere, hvor Whiskeybæltet, Udkanstdanmark, Staden og Chokoladekrydset egentlig ligger på et rigtigt danmarkskort.
Det Danske Filminstitut sætter gang i en interaktiv gyser-quiz på mobilen, mens byens film- og fotoskole producerer digitalfilm til visning på Rådhuspladsen.
Langhåret kulturoplevelse
Hos Dansk Arkitektur Center på Christianshavn vil arkitekterne demonstrere, hvordan store øjne i projektet EYE materialiserer sig på videoprojektioner langs havnebassinet og holder øje med bevægelser i vandet ved hjælp af sensor-teknologi.
Er du til lidt mere langhårede kulturoplevelser, skal du måske i stedet forbi Niels Bohr Instituttet på Østerbro, hvor der bliver demonstreret molekylær elektronik og fremtidens nanoteknologi til it-industrien, der blandt andet har frembragt såkaldte "lyd-lasere".
"Altså noget, der udsender meget rent og totalt monokromatisk lyd," som forklaringen lyder.
Samme sted kan du også få forklaringen på, hvordan brugen af sociale netværk som Twitter og Facebook minder om den adfærd, som kan findes ude i naturen.
Kulturnatten i Aarhus
Også i Smilets By fejres kulturnatten, når mørket i aften falder på.
Hovedlandets hovedstad har også et hav af digitiale oplevelser, der venter i aften- og nattelivet, hvor især digital kunst fylder en del.
Gentænk kunst og byen
Center for Avanceret Visualisering og Interaktion (CAVI) byder inden for til blandt andet interaktive lys, mediefacader, beatmix via et DJ-bord samt muligheden for at lege med det digitale LEGO-bord. 3D-biografen vil desuden være åben, og man vil kunne afprøve den interaktive Landsudstilling fra 1909.
På Vesterbro Torv opfordrer det aarhusianske projektkollektiv Sideprojects borgerne til at medbringe deres egne digitale billeder, tekster eller ideer til, hvordan Aarhus kan fremstå som hele Europas kulturby i 2017.
Det samme tema går igen hos Mediehus Aarhus, der opfordrer borgerne til at gentænke Aarhus som by.
Af mere "traditionel" digital kunst vil DJ'en Eyefix spille op til dans og videoprojektioner fra hans iPhone på Klostertorvet.
Bliv kultur-journalist
Aarhus holder sig ikke tilbage fra København med hensyn til at arrangere skattejagter.
Kulturnat Aarhus arrangerer således også en skattejagt med RFID-chips på cyklerne i "Taglock", hvor borgerne kan vinde cykler.
Hele kulturnattens samarbejdspartner i Smilets By, Århus Stiftstidende, har desuden arrangeret, at borgerne kan tage mobilbilleder og tippe avisens redaktion, der løbende udvælger de bedste og offentliggør dem på Stiftens lysavis ved Banegården.
Derudover byder Erhvervsarkivet på tre foredrag om tre fejlslagne projekter - heriblandt "to IT-lokomotiver der kørte af sporet" - der kan fortælle tilhørerne om fremtidens løsninger.
Hav en rigtig god it-aften.