Det skabte en del debat på CRNs søstersite ComON, at Klagenævnet for Domænenavne valgte at give rettigheden til Eof.dk til Energi- og Olieforum. Domænet havde ellers tilhørt firmaet Hotweb i flere år. En af begrundelserne for at flytte ejerskabet var, at der ikke var noget synligt indhold på domænet. Klagenævnet vurderede dermed, at et eftertragtet domæne som EOF.dk havde større kommerciel interesse for brancheorganisationen end Hotweb Danmark ApS, der benyttede det til for eksempel FTP og email.
Nu bringer en ny afgørelse i klagenævnet den debat tilbage på dagsordenen. Sagen drejer sig om domænet Msp.dk.
Domænet har været ejet af MSP Gruppen siden 1997 ved indehaver Mark Steward Pedersen. Han har i flere år været Microsoft-partner (Microsoft Service Provider) men har nu skiftet firmaets navn til NaviPartner Retail.
Derfor mener autodel-forhandleren MSP ApS ikke længere, at Mark Stewart Pedersen og NaviPartner Retail har ret til erhvervsmæssig brug af Msp.dk. Nu laves der udelukkende en automatisk viderstilling fra Msp.dk til NaviPartner Retail.
MSP ApS har derfor krævet domænet overdraget.
Men selv om domænet ikke aktivt udnyttes i øjeblikket, så skifter det ikke hænder, som tilfældet var med Eof.dk.
Klagenævnet for Domænenavne lægger i den aktuelle sag vægt på, at de tre bogstaver også henviser til direktørens initialer, og at NaviPartner Retail er ejet af MSP Gruppen Holding ApS.
Læs hele den nye afgørelse (pdf).