Staten spænder ben for bredbåndsselskaber

De tre selskaber, der fortsat har licenser til den mest avancerede version af den trådløse FWA-teknologi, beskylder staten for at spænde ben for deres forretning. De mener, at små spillere inviteres ind på deres i forvejen smalle marked.

Det er en irriteret bredbåndsbranche, som kigger på, mens IT- og Telestyrelsen lemper vilkårene for den trådløse bredbåndsteknologi FWA, der hidtil har været så svær at sælge.

Ethvert selskab kan nu ansøge om frekvenser i den høje ende af frekvensbåndet.

Det er frekvenser, som Sonofon, ButlerNetworks og Danske Telecom hver skal betale omkring 1,5 millioner kroner om året for, ligesom de skal garantere en markant udrulning over store dele af landet.

Den fjerde licenshaver, Broadcom, har smidt håndklædet i ringen og sendt sin FWA-licens retur, og det bruger IT- og Telestyrelsen som argument for, at der ikke længere er knaphed på frekvenser.

Ideen falder langt fra i god jord hos de tre sidste FWA-selskaber.

- IT- og Telestyrelsen åbner nu for, at en række små operatører kan komme ind, og det vil i værste fald kunne ødelægge markedet, siger administrerende direktør i ButlerNetworks, Henrik Vestergaard.

Svækker konkurrence

Han hæfter sig ved, at tanken med FWA-licenserne før udbudet i december 2000 var at skabe et alternativ til bredbåndsteknologien ADSL, som TDC har sat sig tungt på herhjemme.

Den 18. december 2000 blev følgende selskaber tildelt FWA-licenser:

3,5 GHz-båndet:

? Formus Communications Denmark
(nu Danske Telecom)
? In2Loop (Tele2)
(har sendt licens retur)
? Sonofon Service (Sonofon)

26 GHz-båndet:

? Formus Communications Denmark
(nu Danske Telecom)
? Global Connect
(nu ButlerNetworks)
? Mediascape Communications AG
(nu Broadcom - har sendt licens retur)
? Sonofon Service

Da FWA er trådløse forbindelser fra antenne til antenne, kan teknologien udrulles uden adgang til TDC's kobbernet.

- Det er ærgerligt, fordi de små operatører fortsat vil være afhængige af TDC's kobbernet. Intentionen med FWA-tilladelserne om netop at skabe konkurrence lader nu til at være i fare, siger Henrik Vestergaard, der mener, at IT- og Telestyrelsen spænder ben for FWA-selskaberne og opfører sig, som om der slet ikke findes noget marked for FWA i Danmark.

- Men fordi nogen ikke kan få en forretning til at hænge sammen og leverer FWA-tilladelsen tilbage, betyder det ikke, at alle har problemer. Måske har der bare været for mange tilladelser, siger Henrik Vestergaard.

De tre selskaber har - afhængigt af, hvad de lovede for at vinde licenserne - forpligtet sig til at dække mindst 20 procent af danskerne med netværk i år, mens mindst 40 procent af danskerne skal tilbydes FWA i 2005.

Nye selskaber bliver tilbudt licenser til at udrulle FWA over mindre geografiske områder.

Kan levere licenser tilbage

De landsdækkende tilladelser forbeholdes fortsat de tre etablerede licenshavere, men de tilbydes at levere licensen tilbage og byde på frekvenser, hvor de har kunder.

IT- og Telestyrelsen strækker sig også så langt, at selskaberne blot kan sende et brev og anmode om at få lempet vilkårene, så de kun skal leve op til minimumsbetingelserne. Det betyder, at de kan blive frigjort fra, hvad de måtte have lovet ekstraordinært for at vinde licenserne.

Alle tre selskaber siger dog til Computerworld Online, at de allerede dækker mere, end de behøver.

Danske Telecom havde dog håbet på, at IT- og Telestyrelsen ville sørge for at få licensafgiften sat ned.

- Det er svært at retfærdiggøre, at vi betaler 1,5 millioner kroner om året, når en konkurrent kan gå ind og dække en kommune med FWA og betale 50.000 kroner for det, siger administrerende direktør i Danske Telecom, Peter Jerry Sørensen.

Han tvivler alligevel på, at nogen vil bruge de frekvenser, som Telestyrelsen nu stiller til rådighed.

- Det er fantastisk dyrt at komme i gang, og udstyret er meget dyrt endnu, siger Peter Jerry Sørensen.

Investerer i overkapacitet

Koncerndirektør Allan Koch, Sonofon, finder det forkert af IT- og Telestyrelsen at åbne op for lokale FWA-net som konkurrence til de selskaber, der for snart to et halvt år siden fik en licens.

- På sigt er det ikke det rigtige, at Telestyrelsen lader teleselskaberne investere i overkapacitet, siger han.

Allan Koch er også utilfreds med, at Telestyrelsen ændrer de kommercielle betingelser for selskaberne, efter licenserne er delt ud.

- Det kan få betydning for lysten til at deltage i fremtidige udbud, konstaterer han.

I praksis tror Sonofon-direktøren dog ikke på, at selskabet kommer til at opleve øget konkurrence fra små, lokale udbydere. Han mener, at der er bedre forretning i at købe sig ind hos et af de tre resterende selskaber.

Sonofon har ikke fortrudt investeringen i et net til højhastigheds-datatransmission med FWA på den høje frekvens, 26 GHz. Selskabet havde i forvejen produkterne på hylden, men benyttede den dyrere radiokædeteknologi.

Sonofon har også en licens til FWA på 3,5 GHz, hvor signalerne rækker længere, men hvor overførselshastighederne er lavere. Det net "bliver ikke nogen stor forretning," som Allan Koch udtrykker det.

- Det bliver ikke nogen gevaldig stor katastrofe, men vi ville nok ikke have investeret i 3,5 GHz idag med de begrænsede investeringsmidler, vi har til rådighed, siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere