Den kendte it-iværksætter Marc Andreessen har solgt sit firma Opsware til Hewlett-Packard for 8,6 milliarder kroner. Marc Andreessen er nok bedst kendt som stifteren af det berømte browserfirma Netscape, der senere blev solgt til AOL.
Opsware udvikler software til automatisering af opgaver i regnecentre, eksempelvis installation af patches, fejlsøgning og fjernkonfiguration.
Firmaet blev oprindelig stiftet under navnet Loudcloud i 1999 og børsnoteret i 2002, men senere blev firmaet splittet op og managed services-divisionen blev solgt til EDS, mens resten af Loudcloud blev omdøbt til Opsware.
Firmaet har 550 medarbejdere og den årlige omsætning ligger på omkring 540 millioner kroner. Marc Andreessen skriver i sin blog, at firmaets software anvendes af 350 kunder, herunder Microsoft, Samsung og det amerikanske forsvarsministerium.