Administrerende direktør Peter Hinrup kæmper i øjeblikket en brav kamp for at få fat i investorer, som vil hjælpe ham med at købe fabrikken i Pandrup fri af Flextronics' ejerskab.
Tidligere var fabrikken et guldæg, men efter at Siemens i januar 2004 vendte tomlen nedad og flyttede sin mobilproduktion til Østeuropa - er skinnet gået af. 700 er fyret, og Flextronics International vil nu af med den nordjyske fabrik. Derfor arbejder Peter Hinrup på højtryk.
»Det er noget hektisk i øjeblikket, men jeg har forhandlinger i gang med et par investorer - alle sammen danske - og jeg forventer, at forhandlingerne er afsluttet inden udgangen af marts,« fortæller han til IT-avisen ComON.
Alt er dog ikke sort for Flextronics i Pandrup. For nyligt har den danske teknologi-virksomhed Kiss Technology lagt en ny stor ordre i Nordjylland. Selskabet sender i disse dage en ny serie af fladskærme med indbygget dvd-afspiller på gaden. En satsning man har store forventninger til - og som skal produceres i Nordjylland.
»Vi forventer, at salget af fladskærme inden for 12-18 måneder vil udgøre 50 procent af vores omsætning,« fortæller Kiss Technologys administrerende direktør Peter Wilmar Christensen til ComON.
I 2003 var Kiss-omsætningen på 251 millioner kroner - næsten udelukkende båret frem af selskabet dvd.afspillere, der også produceres i Pandrup. De nye skærme skal fordoble omsætningen, som skal stige til over en halv milliard kroner det næste år.
Ordren smitter af med med tyk sværte på den nordjyske fabrik, der angiveligt kan se frem til en årlig omsætning på et trecifret millionbeløb, såfremt Kiss' forventninger holder stik.
»Ikke alene er det en væsentlig ordre rent beløbsmæssigt. Ordren har også en stor signalværdi over for de investorer, jeg arbejder med. At Kiss lægger en ordre med så stort potentiale er med til at overbevise investorerne om, at der er noget at komme efter,« siger Peter Hinrup.
Med andre ord indikerer Kiss-ordren, at der er kommet nyt liv efter, mobil-eventyret er slut. Det nye liv er fladskærme. Dansk designede og dansk producerede fladskærme.
Ud over Kiss producerer Flextronics også skærme for den østjyske fladskærmsproducent Orion, som er i hastig vækst, og efter Siemens' farvel nu er Flextronics største kunde.. I 2003 var salget knap en halv milliard. Det skal tredobles frem mod 2006, og her vil Flextronics score en del af kagen, fortæller Peter Hinrup.
For få år siden var langt størstedelen af produktionen i Pandrup telefoner. I dag udgør fladskærme omtrent halvdelen af omsætningen. Efter den nye lancering fra Kiss, forventes det at stige yderligere.
»De danske teknologiselskaber er nøglekunder for os. Via dem har vi fået opbygget ekspertise inden for andre områder end telecom, og samtidig trækker de nye kunder med sig. Eksempelvis leverer Kiss indmad til Jamo - og i kraft af Kiss' samarbejde med os - bliver de produkter produceret her,« fortæller Peter Hinrup.
Kiss og Flextronics indledte deres samarbejde i 2001, da Kiss Technology vendte forretningen og gik fra at være en rendyrket distributør af it-produkter til at satse på high-tech dvd-afspillere.