I oktober sidste år startede Amazon for første gang salget af sit læseapparat Kindle i andre lande end USA. Men det var kun den mindste udgave af Kindle med seks-tommers-skærm, der blev lanceret internationalt. Den større Kindle DX med 9,7-tommers display kunne fortsat kun bestilles af kunder i USA.
Nu har Amazon så lanceret en international version af Kindle DX, der kan bestilles fra Danmark og mere end 100 andre lande fra den 19. januar.
Bortset fra den større skærm indeholder Kindle DX også dobbelt så meget intern hukommelse som den lille Kindle. Den er udstyret med 4 GB hukommelse, mens den normale Kindle har kun 2 GB.
Kindle DX har også en auto-rotation-funktion, der automatisk tilpasser skærmindholdet når du vender enheden – dette skal gøres manuelt i den lille Kindle.
Til gengæld er Kindle DX noget større end vejer næsten dobbelt så meget som sin lillebror.
Og så er der prisen, som er 259 dollar for den normale Kindle og 489 dollar for Kindle DX med såkaldt Global Wireless.
Danske Kindle-købere bør være opmærksom på, at man skal kigge langt efter danske e-bøger, og danske kunder har heller ikke adgang til hele det amerikanske bogkatalog.
Det er kun muligt at købe bøger, der er godkendt til salg i f.eks. Danmark. Forlagene vil dermed bl.a. forhindre, at danske Kindle-brugere kan købe engelske e-bøger, som endnu ikke er udkommet på det danske marked.
Der er også en række andre begrænsninger, herunder at browser-funktionen er deaktiveret uden for USA og at ordbogen kun findes på engelsk.