TDC vil sandsynligvis modtage et bud på koncernen i løbet af næste uge eller ugen efter. Det vurderer Jyske Bank.
Aktieanalytiker Rune Møller fra Jyske Bank siger, at regnskabet for 3. kvartal ikke har gjort det sværere at sælge TDC.
»Kvartalsregnskabet har bestemt ikke forværret mulighederne for at sælge TDC. Det vil give et lille plus i forhandlingerne om et salg af TDC,« siger Rune Møller.
Han forventer, at der ligger et bud på bordet i næste uge eller ugen efter.
»Vi forventer at se et bud på TDC i løbet af næste uge eller ugen efter. Buddet kommer til at ligge mellem kurs 370 og 400,« vurderer Rune Møller.