Forskningsministeriet har præsenteret to-mandsudvalget og referencegruppen, der skal udarbejde den IT-politiske rapport Det Digitale Danmark, skriver ComputerWorld. Den sidste danske IT-politiske rapport var Dybkjær-rapporten, der blev færdiggjort i 1994. Lone Dybkjær, medlem af Europa-Parlamentet, skal også denne gang udarbejde rapporten med visioner for fremtidens informationssamfund, sammen med Jørgen Lindegaard, direktør for GN Store Nord. Det Digitale Danmark skal ifølge forskningsminister Jan Trøjborg hæve niveauet og finde nye visioner. Referencegruppen tæller 13 medlemmer, bl.a. Lisbeth Knudsen (DR) og Tine Brøndum (LO).