Med de seneste fyringer af 30 ansatte i Eterra Danmark har selskabet på 18 måneder sagt farvel til 500 medarbejdere alene i Danmark. I Norden har Eterra afskediget 200 de seneste måneder, og flere hundrede millioner kroner er sat af til slankning af virksomheden.
Personalereduktionerne sker som led i en storstilet rengøringsplan, der på koncernniveau har som formål at gøre den norskejede koncern rentabel igen efter en periode med højrøde tal på bundlinien.
Lukning af afdelinger
I Danmark har E-200, som planen er blevet døbt, betydet, at Eterra har skilt sig af med sine afdelinger i Odense og Aalborg samt kursus-virksomheden Ajourit Danmark, som siden er gået konkurs. Udskilningen af Hands har også bidraget til nedgangen i medarbejdertallet.
I dag er de tilbageværende medarbejdere placeret i Ballerup ved København og Århus.
- Vi har besluttet at fokusere på design, implementering og drift, som er det, Eterra er gode til. Alt andet skal ud, siger administrerende direktør Jan Elbæk og tilføjer:
- Hvis ikke vi kan blive nummer et, to eller tre i Danmark, vil vi ikke beskæftige os med det.
Rekonstruktionen af Eterra tager udgangspunkt i en håndfuld overordnede strategiske principper, som ledelsen har formuleret. Strategien indebærer blandt andet, at virksomheden nu satser massivt på udvikling og videreuddannelse af sine ansatte.
Ens standarder
Salgsprocesserne er gennemgået med en tættekam og strammet op, der er luget ud i samarbejdspartnerne og indført ens standarder for, hvordan tingene gøres i Eterra, hvad enten det er i Norge, Danmark eller Sverige.
- Det, det skal munde ud i, er selvfølgelig at skabe en bedre lønsomhed i Eterra. Vi kan ikke gøre noget ved, at markedet er trægt, men vi kan forsøge at trimme Eterra indadtil, så vi er klar, når markedet begynder at gå op igen, siger Jan Elbæk.
Eterra Danmark omsatte sidste år for 2,3 milliarder kroner, hvilket var en tilbagegang på 20 procent i forhold til året før. Resultatet endte med et minus på 78,5 millioner kroner, hvilket til gengæld er en forbedring i forhold til 2000 på over 200 millioner kroner.
Selvom alarmlamperne altså stadig blinker højrødt, så går det den rigtige vej. Ifølge Jan Elbæk er det lykkedes at nedbringe omkostningerne med hele 40 procent.
- Jeg tror ikke, at nogen i markedet ville have gættet på, at det ville være så trængt så længe. Jeg havde selv troet, at det ville begynde at gå op igen i det her halvår. Men jeg mener stadig kun, at det er et spørgsmål om tid. Mange kunder har været henholdende med investeringer, men det kan de ikke blive ved med, siger Eterra Danmarks topchef.
Ikke flere fyringer
Han bedyrer, at der ikke er planlagt flere afskedigelser, men omvendt så vil han ikke love, at de ikke kommer alligevel.
- Vi har ikke flere fyringer på vej, men det kan jeg selvfølgelig ikke garantere, siger han.
- Hvis markedet pludselig falder ti procent er man som ledelse nødt til at reagere.
Eterra er en del af den børsnoterede norske Merkantildata-koncern. Merkantildata omsatte sidste år for otte milliarder norske kroner mod ni milliarder året før. Underskuddet blev på en lille milliard norske kroner. I 2000 tabte Merkantildata seks milliarder.