Med en anslået værdi på intet mindre end 86,1 milliarder dollar eller mere end 400 mia. kr. er Google verdens mest værdifulde brand. Tallet stammer fra en international undersøgelse, som markedanalysefirmaet Millward Brown netop har offentliggjort.
Google har fået en klar topplacering på listen over de 100 mest værdifulde brands. På andenpladsen kommer GE (General Electric) med en værdi på 71,4 mia. dollar, Microsoft har en tredjeplads med 70,9 mia. dollar og Coca-Cola er nr. 4 med 58,2 mia. dollar.
Den årlige brand-liste fra Millward Brown bygger ifølge firmaet på interviews med omkring én million forbrugere verden over.
Teknologisektoren repræsenterer 28 af de 100 førende brands på listen og næsten halvdelen af top-ti-listen, hvor Apple og Nokia for første gang er med.