Beslaglæggelsen af onlineforhandleren Getmores lager i begyndelsen af denne uge er kun toppen af isbjerget i de undersøgelser, som myndighederne foretager i sagen.
ComONs søstermagasin CRN erfarer, at søgelyset blandt andet har været rettet mod skuffeselskabet Monet Aps, som har adresse på et kontorhotel i Odense. Selskabet har ifølge CRNs oplysninger været benyttet til at levere varer til det nuværende Getmore efter samme model, som blev benyttet frem til nytår, hvor Getmore blev drevet igennem en anden selskabskonstruktion og med andre ejere.
Direktør i Monet Aps er en vis Zamir Muhammed, som gennem tiden desuden har været registreret som direktør i selskaberne Itech Distribution SMBA, MA Distribution SMBA, Centrix SMBA og Microm Consultancy SMBA. De tre sidstnævnte selskaber er i dag enten erklæret konkurs af Kammeradvokaten eller er likvideret.
De fem selskaber har det tilfælles, at de enten er stiftet eller har været kontrolleret af skatterådgiveren Thorbjørn Kelstrup Henriksen, som gennem flere år har drevet en veritabel selskabsfabrik fra en adresse i København.
Kelstrup Henriksen var også manden, der i sin tid stiftede og videresolgte Getmore-skuffeselskaber Leevia SMBA og Fameclass Assets SMBA, som tidligere på året blev erklæret konkurs på begæring af Kammeradvokaten.
Hverken Skat eller Kammeradvokaten eller Getmores direktør Steen Mortensen ønsker at kommentere CRNs oplysninger.