Det amerikanske Energiministerium måtte i starten af denne måned stoppe driften af flere centrale edb-systemer hos tre forskningslaboratorier, Los Alamos National Laboratory, Lawrende Livermore National Laboratory og Sandia National Laboratories. Nedlukningen skete efter, at en rutineundersøgelse havde afsløret store sikkerhedsmangler i systemer, som behandler klassificerede, hemmelige data. Edb-systemerne bruges til at overvåge og videreudvikle de amerikanske atomvåben, og myndighederne har været opmærksomme på mulige sikkerhedshuller, siden en ansat i Los Alamos blev fyret efter anklager om at have udleveret hemmeligt materiale til Kina.
Efter en uge, hvor systemerne blev gennemtestet og sikkerheden yderligere forbedret, blev computerne igen tilsluttet.