Den amerikanske regering startede tilbage i 60'erne udviklingen af det militære netværk, der senere skulle blive til Internet, og det Hvide Hus vil fortsat være retningsvisende for nettets udvikling. Vicepræsident Al Gore præsenterede igår det nye forskningsnetværk Internet 2, der i første omgang skal forbinde amerikanske universiteter med superhurtige datakanaler. Det ventes, at Internet 2-projektet vil føre til udviklingen af en lang række teknologier, der vil kunne anvendes til Internettet.