Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. februar 2007.
Vi har brug for nye digitale kompetencer, hvis vi skal begå os i morgendagens konkurrence. Både innovation og produktion kræver i stigende grad, at den enkelte medarbejder kan bruge it og kan skabe med it. Uden disse digitale kompetencer vil vi være ude af stand til at realisere de ideer og nye produkter, som vi skal leve af på fremtidens markedsplads.
Derfor har vi også behov for et bredt, nationalt digitalt kompetenceløft i såvel folkeskolen som på de videregående uddannelser og arbejdsmarkedet. Ellers risikerer digital analfabetisme at blive en alvorlig trussel mod fremtidens vækst og velstand.
Det er budskabet fra en række af landets toneangivende it-ledere og it-eksperter i tænketanken CIO Innovation Forum (se side 18-20).
Der er tale om mere end et opråb. Den digitale tænketank leverer for første gang en definition på, hvad digitale kompetencer er. En definition der kan tjene som et fundament for en fokuseret debat om fremtidens kompetencer, så det bliver det muligt for alvor at flytte debatten om it-kompetencer væk fra, hvor mange computere vi skal have pr. barn i folkeskolen. Samtidig leverer tænketanken en række konkrete bud på hvordan de digitale kompetencer kan implementeres i uddannelsessystemet.
Der er tale om en væsentlig og nødvendig debat. Vi mangler en erkendelse af nødvendigheden af digitale kompetencer - ikke mindst blandt politikere og uddannelsesinstitutioner - som i det mindste delvist skyldes en falsk forestilling om Danmarks styrker som førende it-nation.
Glansbilledet af it-Danmark er komponeret af talrige statistikker over mængden af it i de danske hjem, arbejdspladser og samfundet. Det var en udmærket målestok for it-udviklingen i 1980'erne og i begyndelsen af 1990erne, hvor digitaliseringen var i sin vorden.
I dag handler digitaliseringen om vores evne til at anvende it - det vil sige at bruge it og ikke mindst at skabe med it. Det er færdigheder, som ikke kun en højtuddannet og specialiseret elite skal besidde - det er færdigheder, som de mange i bredden skal mestre, ganske som vi forventer, at alle i dag kan læse og skrive.
Vi må derfor gøre op med gårsdagens it-glansbillede og sætte en ny digital dagsorden med udgangspunkt i de krav, som venter os i morgen. Hvis vi undlader dette, risikerer vi at forsømme at udvikle fremtidens vinderkompetencer.
Debatten om det digitale Danmark må nødvendigvis begynde med de digitale grundkompetencer, vi skal besidde. CIO Innovation Forum leverer et bud på en definition af disse kompetencer og tager initiativ til at udvikle en målestok, der kan vise, hvordan det står til med de digitale kompetencer i Danmark. Dette initiativ bør klart løftes til OECD-niveau, så vi får mulighed for at sammenligne digitale kompetencer på tværs af lande.
Den digitale tænketank leverer en række konkrete forslag til, hvordan vi kan sikre danskerne digitale kompetencer i uddannelsessystemet, så fremtidens medarbejdere bliver rustede til den virkelighed, de skal begå sig i. Det er helt nødvendigt, at disse forslag bliver debatteret bredt og siden realiseret i et interessefællesskab mellem politikere, uddannelsesinstitutioner, erhvervsorganisationer og ikke mindst arbejdsmarkedets parter. Det ville være klædeligt, hvis Undervisningsministeriet påtog sig i en ledende rolle i dette arbejde i samklang med Videnskabsministeriet.
Vi har tilsvarende behov for, at arbejdsmarkedets parter vågner op til den digitale dagsorden og i samarbejde med toneangivende erhvervsorganisationer bidrager med bud på den digitale kompetenceudvikling ikke mindst i relation til dagens arbejdsstyrke, så et fravær af digitale kompetencer ikke bliver den næste sorteringsmekanisme på arbejdsmarkedet.
Danmark har alle forudsætninger for at blive en digital stormagt på fremtidens markedsplads. Men det forudsætter, at vi tager de første skridt nu.
OriginalModTime: 08-02-2007 13:42:16